Geografi og kærlighed (eBook)

FØRSTE MØTE.

Døren til gangen står åpen, og derfra høres latter. Fru Karen Tygesen og fru Birgit Rømer er der ute.

Jeg kænte dig ikke straks.

Og jeg dig, – å, før jeg så dig!

Ha, ha, ha!

Ja, på den latter kænte jeg dig! Den er ganske som for 17 år siden.

Å-ha, du visste, vi bodde her?

(De kommer bægge in.)

Jeg havde kænt dig på den latter, om det var i Australien! – I har jo været der også?

Hvor har vi ikke været? – Ha, ha, ha!

Ha, ha, ha, jeg må le med dig. Gud, hvor dette er morsomt! (De omfavner og kysser hværandre.) Nej, hvor du har holdt dig godt, Karen!

Æn du da? Du er jo næsten en ung pige!

Den sender jeg tilbake!

Jeg visste, du snart vilde komme!

Ja, du visste, jeg havde arvet vor gamle slægts-gård.

«Hesteskoen»! Vor ungdoms drøm!

Gud, ja.

Jeg er der ute minst én gang om uken.

I «hesteskoen»?

D.v.s., jeg farer forbi til instituttet.

Ja, der ligger jo et pige-institut like ved?

Og der har vi vor datter.

Er hun der? Du har bare ét barn – og har henne i institut?

Å, det er sådant et udmærket institut. For resten var det ikke bra at ha henne hjemme. Tygesen må ha ro.

Men så er hun jo ikke langt borte? En liten time derut.

Jeg besøker henne hvær søndag.

Men hun var i byen igår?

Helga? Nej.

Jeg så to unge piger i teatret igår aftes, og min nabo sa, at den ene lignede din datter.

Lignede Helga?

Det var således, jeg fik vite, I bodde her.

Vi har bodd her vel et år nu.

Ja, det visste jeg ikke. Jeg kom her i forgårs. I «hesteskoen» var malingen ikke tør uten i et eneste rum, – det store, du vét, midt foran, – det med karnapet på.

Der, hvor det spøker!

Der, hvor det spøker, ja! – Og dit må vi ænda gå på brætter. Gud vét, hvad slags fernis malerne bruker her hjemme i Norge, siden den aldrig tørker. Vi hænger fast som fluer. – Nu, så flyttede jeg tilbake på hotellet. Men skulde jeg være i byen, så vilde jeg gå i teatret og se gamle ansigter. Det var jo søndag.

Det samme gjorde vi.

Der var ganske fullt. Jeg satte mig helt foran i en sniploge. Alle glodde på mig, ingen kænte mig. Jeg havde også kikkerten foran øjnene den hele tid, tæppet var nere.

Nu, hvad var dit intryk?

Jeg tænker mig, det måtte ha været det samme, om jeg havde været borte i 100 år! Det meste nyt, nej så aldeles nyt! Så noget, som aldrig blir nyt. Fru Holm sat ænnu i parket, like varm og rund og blid; det var bare ikke fru Holm, men hennes datter, vor lille Augusta. Fru Holms gamle mor sat der også. Sammenkrøpen og tynn – og like glad i skuespil som altid. Men det var ikke fru Holms mor; det var fru Holm selv.

Ha, ha, det er virkelig sant.

Og når der er en forandring, du, så er det den sort, som at Torpe-familjens store næse er flyttet. Den sitter nu i Brun'ernes bolle-fjæs.

Ha, ha! De familjer er også svært sammengiftet.

Men alt det, jeg kænte igen, var ingen ting mot det, jeg ikke kænte.

Ja, har du set maken? De fleste her er ny!

Normænnene må være et gruelig uroligt folkefærd.

På vore rejser traf vi normæn overalt, – bare der fløt vand. – Men du sa, der var nogen, som lignede Helga?

Ja, der var. – Vét du, jeg må virkelig få ta kåpen af mig?

Kære!

Tidlig imorges gik jeg ut, og da var det koldt. Men nu –! For overgange!

De er vel lit kvassere æn i Odessa?

Å, de kan være kvasse nok der.

Jeg skal ta din kåpe.

Vist ikke! (Lægger den over et af de lange bord.)

Gud, hvad er det?

Tygesens optegnelser! Utdrag! Du har lagt din kåpe netop over dem, han nu holder på med.

Kære, har han dem liggende her?

Han har ikke plas til alle der inne.

(Hun løfter kåpen forsigtig og lægger den over en stol-ryg.)

Men alle disse småsten?

Ja, dem må vi lægge op igen, hvær på sin pakke. Så! Det er, fordi pakkerne ikke skal blandes om hværandre. – Dette er Rusland.

Rusland?

Han skriver nu om Rusland. Og så længe er hele huset i Rusland. Du kunde let ha gjort ordentlig ugreje!

Å, der er ugreje nok før der.

Her er optegnelser om Ruslands sprog.

Det der?

Han holder netop på med sprogene nu. Du kan ikke tænke dig, hvor mange der er! –

Sæt så, jeg kom og blandede alle disse sprog sammen!

Ja, du kan tro, det blev ikke spøk! Se så! – Nu håper jeg dog, det er, som det var –

– før sprog-forvirringen.

Ha, ha! Det er rasende morsomt, at du er så uforandret!

Synes du? (De går under dette påny fræmover igen; men stanser nu foran vinduerne.) Nej, som her er vakkert her hjemme! Jeg forstår ikke, at jeg havde glemt det. Eller kanske havde jeg aldrig set det. Jeg var jo så ung dengang.

Ja, vakkert er her!

Og våren her! Jeg har aldrig set vår før.

Andre siger, vi har ingen vår.

Så er det sommeren da, som ser ut som vår. Nej, jeg vil ta mig en rundrejse i landet! Der skal jo annensteds være ænda dejligere.

Å, her er blidt og storartet om hinannen.

Noget sådant som dette løvspræt og denne græsvoll? Har du set noget så fint? Og den farve! Og farven over åserne, du? Slikt liv der er i det! – Men mænneskene her er likesom ikke glad.

Ikke nok for dig.

De går, som de skulde hen og lægge kranser på en grav. – Kære, maler du?

Nej, jeg males. Jeg skal dra staffeliet lit længer fræm, så du kan se. –

Men det er jo malet af en mester?

Han er det. Du har vist set hans navn ofte. Henning.

Er det Henning? Hvor det er udmærket, Karen!

Finner du? – –

Han er dog vel ikke forelsket i dig?

Nej, hvordan kan du falle på –? Ha, ha!

Der er noget i den opfatning, der –! Og han er jo en gruelig forelsket natur? Er han ikke?

Hvorledes vét du det?

Han var i teatret igår aftes. Det var han, som sat sammen med de to unge piger. Og da hørte jeg et og annet om ham.

Af hvem?

Den samme dame ved siden af mig. I den bakerste loge så jeg to unge piger og en herre le og more sig så kostelig. Jeg så det mellem første og annen akt; mellem annen og tredje igen, og så spurte jeg. De to piger sat og trykte sig langt bak for ikke at være kænt. Og den ene, sa de, lignede din datter.

Nej, Helga var der ikke; fik naturligvis...