De snorrige Fættere (eBook)

Første Scene

Lise. Jens. (De komme ind hver fra sin Side – Lise har et Brev i Haanden.)

Det er dog vel, man eengang kan faae Monsieur Jens i Tale; jeg har før i Dag alt været hos Jeres, men var ikke saa lykkelig at træffe ham.

Er det for at bringe mig mit Morgenkys, at du i Dag er saa bandsat tidlig paa Færde? Men veed du, hvoraf det kommer, at du ikke kunde træffe mig derinde?

Hvoraf da?

Fordi jeg var der ikke – jeg har maattet rende som en Jagthund siden i Morges tidlig Klokken ni.

Hvormed har du da saa travelt?

Kan du spørge herom? – I Dag – Bryllupsdagen – og to Brylluper endogsaa! saadant kan nok fine Arbeide – og er det ikke mig, som alleting hviler paa? – jeg maae have alting i Hovedet, og endeel i Benene – jeg har rendt efter hvide Handsker, efter Skolen, Skoemageren, Skræderen, Præsten – bestilt Brudeskammel, Vielse, Vægtere og Bedemand – Uf – Sveden drypper af mig, naar jeg kun tænker paa, hvilket Arbeide det er, at givte sig – og dette er endda kun en Begyndelse – men mærk min Betænksomhed midt under Forretningernes Mængde – for at vi ikke skulle komme i Forlegenhed, og for at faae alleting afgiort paa eengang – har jeg bestilt to Præster – altsaa, medens Herskabet, bruger Sognepræsten, kan Kapellanen saa lumskelig smedde den ganske forliebte Jens til hans Siæls Beherskerinde.

(vil omfavne Lise.)

Saa sagte, Msr. Jens, om han saa behager – Brylluppet er ikke forbi endnu – see her (viser Brevet.) er noget af en ganske anden Dose – det er Skade, at han skal have umaget sig selv og saa mange andre smukke Folk forgieves. –

Du kan selv være Dose – hvad vil du sige med al den Sludder – er nu Fanden løs igien?

Nei – ikke Fanden, men din latterlige Herres sædvanlige Optøier – jeg bringer jer her jeres Afskeed i ubunden Stiil.

Havde det endda været paa Vers – men primer du – hvad er det for Fluer? Vidste din Frue da ikke før, at min Herre var en Nar – jeg synes hun har havt lang Tid nok til at lære at kiende sin Hr. Fætter – og nu, da alting var afgiort –

Tust nu – saa meget uanstændigere er din Herres Opførsel, ikke at vogte sig i de sidste Øieblik.

Hvordan – du er og imod ham – men hvad har han da giort?

Ikke andet, end at lee min Frue ud i offentlig Selskab i Gaar, fordi hun sagde noget, jeg veed ikke hvad, som ikke havde den Lykke at staae den kloge Herre an.

Ikke andet end det – en anden Gang er jeg vis paa han græder hende ind. Men er da det noget at bryde for – skulde jeg tage ham ilde op alle de Gange han leer ad mig, var jeg for længst af hans Tieneste – dog, Sagen er vel ikke saa farlig –

Det lader dog til, som det aldrig har været min Frues Alvor saa meget som i Dag, at give din Herre Afskeed – hun er meget opirret –

Desto bedre, saa meget før gaaer det over igien – ha, Fruentimmer-Vrede, den skulde vel kunde være bestandig – gaae, min Snut – inden Aften skal de igien være saa gode Venner, at begge vore Præster skal være kommen forgieves.

Naa, naa, Msr. Jens – vær kun ikke saa vis i sin Sag –

Hvordan for Pokker – ikke saa vis – og er det da ikke vor egen Sag, det gielder om – faaer ikke min Herre din Frue, gaaer jo og du glip af mig –

En stor Skade – som jeg ikke kunde faae en Mand uden dig –

Ikke saadan en Mand – de Jenser voxe ikke paa Træer – men jeg vil nu bringe min lattermilde Herre dette Brev – han venter sig neppe den Frokost – inden to Timer er han paa Knæe for din Frue, og alting godt igien. Stræb du og paa din Side med din Frue – Lev vel saa længe, du Perle blant Kammerpigerne!

Farvel, Hr. Spaamand – dog skal der Lykke til, om den Spaadom indtræffer – Der kommer min Frue; hvor hun seer mørk du – jeg giør hende i Dag vel neppe noget tilpas.

Anden Scene

Frue Dormin. Lise.

Nu, Mamsel! er mit Ærende forrettet?

Oh – længe siden, Frue!

Da kunde hun vel bragt mig Svar. Det er forunderligt, hun aldrig kan lære det.

De befalte mig blot at levere Brevet – det har jeg giort, og jeg har ingen Svar at bringe.

Ja, Undskyldninger fattes hun aldrig – hvordan hun har sat mit Haar i Dag – den Bukkel vil jo falde ned – sæt den fast – stik mig dog ikke i Hovedet – hvem leverede hun Brevet?

Til Jens.

Jeg befalede jo, hun skulde levere Leander det selv.

Jeg beder om Forladelse; det hørde jeg ikke.

Nei – for hun hører aldrig – tag mig en Stoel – hent mig en Bog – Nei lad være – min Vifte vil jeg have –

Jeg tænkte det nok – men, det er godt Tegn.

Hvad fortalte hun?

Jeg – ikke et Ord, Frue!

Det er dog vel, at jeg er bleven skilt ved denne latterlige Hr. Leander – jeg var paa Veien at giøre et Skridt, som kunde fortrødt mig min Livstid – jeg er ret glad over, at jeg har brudt med ham.

Saa det nu for Alvor er ude med ham – uden Redning?

Hvad kalder hun for Alvor – meener hun det er for Spøg, jeg skrev ham til, og forbød ham at komme for mine Øine?

Jeg tvivler ikke paa, det jo var Deres Alvor, Frue! den Gang, De skrev det.

Og det skal saamen fremdeeles blive det, Mamsel!

Men dog, om det maae være mig tilladt – at bryde for saa smaa Ting – nu det var saa nær, at Deres Bryllup til i Dag var berammet.

Hvad – smaa Ting – at lee en Kone af min Stand ud i offentlig Selskab – just nu det var saa nær – Ah – jeg kunde døe af Harme – er det af de Ting, som forlades.

Men Fruen vidste jo før, at det altid var hans Feil, at lee og græde; begge Deele i Utide, hvorfor bestemte De Dem da til at ægte ham – og har De eengang besluttet det, hvor kan da en Feil, som forud var Dem bekiendt, saa ganske forandre en Beslutning, der dog vist koster Deres Hierte en Hoben at tilbagekalde.

Hendes Raisonnements fortiente at trykkes, Jomfrue Lise! saa smukke ere de – men jeg vil intet meere høre herom – Leander er en Nar –

Det tilstaaer jeg – men ere deres andre Cousins, som og frie til Dem, bedre? Denne lille Hr. Spradenfeldt, som idelig taler om sine Reiser, om de Fortienester, han ikke har; som fløiter, dandser, og aldrig frembringer noget klogt Ord, uden hvert Skudaar – eller Caper-Capitain Meerskum, som vel har Fortienester, men opblæst af den Lykke, at være kommen i Kongelig Søe-Tieneste, taler idelig om Touge, Vimpler etc. og øvrigt Søemandssprog, som om han stedse var til Søes; som lugter af Tobak og Tiære, og desuden gierne for at vise et indbildt Galanterie (en Levning fra Coffardie-Farten); er fornøiet med en Ruus – var Den1 bedre faren med nogen af dem?

Nei, det var jeg ikke – men saa kan jeg jo lade være at givte mig –

Ja – den Tilflugt har enhver – men den er haard for en ung Enke paa Deres Alder – og overalt saa har Deres Sal. Mand, Herren af Dormin, efterladt Dem sit Jordegods i en Tilstand, som jo giør Dem det uundgaaelig fornødent at givte Dem med en velhavende Mand, om De skal sættes istand til at figurere i Verden, efter Deres Stand og Attraae.

Det er sandt; men skal jeg derfor ægte en urimelig Person – kan jeg ikke finde en bedre?

Men endnu har ingen meldet sig – og – forlad mig, at jeg siger mine Tanker – jo længere Fruen bier, jo ældre bliver De, og jo meere aftage Liebhaberne; Leander er jo, paa den Feil nær, desuden en Mand af Fortieneste, og De kan ikke nægte at elske ham, uagtet denne Feil – endog nu.

Ah, Lise – du har Ret, det føler jeg – men den Feil, den giør ham latterlig i den heele Verdens Øine – skulde jeg deele denne Skiebne med ham – nei, jeg kan ikke overtale mig til at give ham min Haand – desuden, om min Oncle i Jylland døer, kan jeg dog efter ham vente mig saa meget, at jeg kan betale det meeste af den Gield, der hæfter paa mit Gods, og saa kan jeg leve ret godt –

Og Enke Deres Livstid – Ah, Frue! De veed ikke, hvad De siger, og Deres Hierte er ikke eenig med Deres Mund – Deres Oncle kan jo og endnu leve længe, siden alle de Sygdomme, han har gaaet igiennem, ikke have udrettet andet, end at giøre ham Skade paa Hørelsen. Han har jo og stedse af sine Søsterbørn havt meest Godhed for Leander; hvem veed, om han ikke faaer den første Plads i Testamentet, saa er og det Haab...