Det ny system (eBook)

Første møde.

Kampe; hans søn Hans; Frederik Ravn (alle ved ét bord).

Jeg skal sige dig det. Når du angriber general-direktøren (ti at angribe hans «ny system» er jo at angribe ham sælv, – skønt systemet hværken er hans eller er nyt –); når du angriber general-direktøren –

Hør, skal vi ikke få os et glas? – Marie!

Ikke nu, far. Det er for varmt. (Til Marie, som kommer.) Vær så god at bære in nogle flasker seltser.

Nej, hør så på mig! Når du angriber min højtærede svogers «ny system» (som ikke er hans og ikke er nyt), så glæmmer du, hvad en general-direktør betyder i vore små forhold.

Ganske rigtigt!

Du bærer dig ad som den, der ikke har været hjæmme på syv år.

Sådan er det!

Du bærer dig ad som den, der kommer fra Amerika.

All right!

Du tror, du kan ta' med dig den frimodighed, som der er i brug, den virkning af frimodigheden, som du har set i de store forhold. Det vil sige, du bærer dig ad som en tull.

Hm! Den slutning –

Jeg har talt med ingeniører, som ikke er af din mening.

Det må være med slige godtroende galninger som min brorsøn Karl. Nej, – ingeniørerne herhjæmme er som alle de andre. Ænten har de offentlig ansættelse, eller de frir til den. Og er de private, så ænten er de i god vej, eller de ønsker at komme i god vej, – og i bægge tilfælle lægger de sig ikke ud med dem, som har magten.

Når jeg tænker på alle dem, jeg studerede sammen med i udlandet –

Men som nu for det meste er gifte! Og kvinnerne har ænnu sikrere sans for, hvad der er fordelagtigt.

Du må huske, du er kommet hjæm! Du møder små forholds små sjæle; de gror tarveligt og ligeligt i bedene som næper.

Dette synes jeg, vi skulde drikke noget stærkt til. – Marie!

Nej, far; det er for tidligt på dagen. (Til Marie, som kommer.) Cigarer! – Jeg kan inrømme, at i små forhold er det vanskeligere at sige sanheden.

Vanskeligere? Det er umuligt!

Hm –?

Å, du mener slige små sanheder, hvoraf der går tyve på en tomme?

Men de store sanheder med fare for explosjon, – de siges ikke.

Siges nok –

Ja, siges, siges, – men de forpuffer som løst krudt i det fri. Jeg forsikrer dig, at et lidet samfun ikke vilde tåle den kemiske proces af en stærk sanhed; det rævnede pine-død. Der må stærkere retorter til.

Verdens største sanhed er gåt fræm af et lidet folk.

Som også pligtskyldigst rævnede.

Ikke deraf.

Men dette blir tørt. Skal vi ikke –?

Far har ræt –

Nå ændelig! –

– vi kommer for langt fra sagen.

Au! –

Jeg føler, at jeg vil møde vanskeligheder, at man vil slippe æmnet og gå løs på personen. Men når jeg nu holder dette ud –?

Å, hvor du er på vill-spor! Jeg sa' til papa Kampe: lad ikke gutten bli så længe borte, sa' jeg; hæller ikke rejse så langt. Han må bøde for det, når han kommer hjæm. – Ikke sant?

Jo. (Rejser sig, går et par ganger fræm og tilbage og da som tilfældig ud.)

Allerede dette: at angribe offentlig og med navn en stor autoritet –!

Ja, men sligt har man dog set før.

Javist har man set det! Men når du, en ung, ukænt man –! Å, det hele vil dø hen.

Ikke, så længe jeg lever.

Ja, stå du og tramp solo!

Jeg holder på, til der danner sig partier, – eller kanske der hæller ikke danner sig partier her «i vore små forhold», som du kaller dem.

Jo, med al den uhumskhed, som hører til, – jo da!

Som i de store –

Nej, ikke som i de store. Der er der virkelig kamp, ofte vældig kamp, og i en sådan er der ånds-løftelse. Hvad bryr man sig om nogle skvæt snavs, når ens ævner er spænte i den yderste anstrængelse? Ja, hvad bryr man sig da sælv om sår og fængsel? Man synker, man sejrer sammen med tusener, fanen er evig oppe; nye skarer samles af hvær ny slægt. Således uddannes store karakterer, hærdede viljer; således statsmæn, forfattere, kunstnere med tanker og mål. – Men her? – Ja, – se på de tilsvarende, – nogle brudte, syge, bitre mæn, som det næppe er til at arbejde sammen med, – og nogle ensomme.

Ja, men når de sejrer –?

Sejrer! Du godeste! Hvor der ingen kamp er, kan der hæller ingen sejer komme. En hoben forkætring, forvrængning, usanhed, hykleri, – en del tilløb, en del støj; men kamp! Som jeg sa' dig: det lille samfun vilde ikke engang tåle den. Det forsigtige ring-næt, hvoraf det er sammen-nittet, vilde springe itu – au! (Rejser sig.)

Nå, – du er ordentlig bleven tilrakket af tvil og mismod!

Synes du –?

Ja! For jeg kan huske dig så frejdig, – å, så frejdig som nu din brorsøn Karl.

Hans tur kommer nok.

Jeg syntes før, du var glimrende, – rent diamantglimrende! (Ler.)

En diamant i for hård infatning, min gut; når du hakker og hamrer, så springer den i stykker. Det billede var ællers ikke så uhældigt. Det svarer til en entusiast-familie i små forhold.

Da har dog denne entusiast-familie, som du kaller den, nåt både anseelse og rigdom.

Det var i de bevægede tider, det, – længe siden! Nej, det går os som de store mæn (der også har entusiasme). Ja, du har kanske ikke lagt mærke til det? Men er det sant, at de store stater ikke kan bestå uden at ofre små-folk i tusen-vis, – kan de små stater omvændt ikke bestå, uden at flere af deres store og største ofres; – det er ikke mindre sant!

Hm –?

Ja, læg nu mærke til! Alene de tamme viljer kan gøre lykke her, – eller de slu. Alene de mæn kommer på højderne, som smiler insmigrende ligesom kvinner.

Er det din svoger, du tænker på?

Nej. Jeg synes ikke, just han smiler mere æn andre. Men har du set hans søn, min navne, – Frederik? Slyngelen er virkelig opkalt efter mig. – Ak ja, det var i de dager! –

Nu – hvad han?

Å – hå i den tone! – Så har du hørt det?

Du mener dette med –?

Tal ud!

Tal ud, du!

Det kan jeg også: Med Anna, min værtinnes datter, – som nu må til Amerika.

Jo; jeg har hørt det.

Men han kan allerede smile!

(Tager en cigar.)

Ja, Frederik vil vist gøre lykke! Jeg hørte i går, at hans far og ministeren allerede er enige om et parti.

Ikke urimeligt. Så gjorde faderen sælv.

Hvad gjorde han? Har også han –?

Sveget en ung pige for at gøre karrière. Javist. Véd du, hvæm det var? Annas moster!

Gamle Marie –?

Hys, der kommer vist nogen.

Karen!

Annet møde.

De forrige. Karen Riis. Siden Kampe.

Undskyld!

Frøken, – De her?

Se, se!

Vejen faller jo forbi?

Ganske vist; men vi har ikke før haft den ære – i alle fall ikke efter min hjæmkomst.

Et par væninner og jeg, vi skulde –, god dag, onkel!

God dag, min pige!

Vi gik just forbi og fik sådan gruelig lyst til at ro. Å, lad os få låne båden!

Med største fornøjelse! Ja, d. v. s. det er min far, som har nøglen. Jeg skal –

Der kommer den gamle.

God dag!

God dag, frøken! Er –?

Må Nora Holm, Lise Gran og jeg få låne båden et øjeblik, hvad?

Om I må få...