Brand (eBook)

FØRSTE HANDLING.

(Oppe i Sneen paa Fjeldvidderne. Taagen ligger tætt og tung; det er Regnvejr og halvmørkt.)

Brand, (sortklædt, med Stav og Skræppe, kravler sig frem vestover.)

En Bonde og hans halvvoxne Søn, (som har slaaet Følge med, er noget bagefter.)

Bonden (raaber efter Brand).
Hej, Fremmedkarl, far ej saa fort!

Hvor er du?

Brand.
Her!

Bonden.
Du gaar dig bort!

Nu tykkner Skodden slig, at knappt
en ser saa langt, som Staven rækker –

Sønnen.
Faer, her er Spriker!

Bonden.
Her er Sprækker!

Brand.
Og hvert et Vejspor har vi tabt.

Bonden (skriger).
Stands, Mand! Guds bittre –! Her er Bræen

Skral som en Skorpe! Tramp ej Sneen!

Brand (lyttende).
Jeg hører Duren af en Foss.

Bonden.
En Bækk har hulet sig indunder;

her er et Dyb, som ingen bunder; –

det sluger baade dig og os!

Brand.
Frem maa jeg, som jeg før har sagt.

Bonden.
Det evner ingen Mandemagt.

Kjend; – her er Grunden hul og sprød –

Stands, Mand! Det gjælder Liv og Død!

Brand.
Jeg maa; jeg gaar en Stormands Bud.

Bonden.
Hvad heder han?

Brand.
Han heder Gud.

Bonden.
Og hvad er du for noget?

Brand.
Prest.

Bonden.
Kanhænde det; men jeg ved bedst,
at om du saa var Provst og Bisp,
saa ligger du i Dødsens Gisp
før Dagen gryr, hvis du vil frem
paa Bræens undergravne Brem.
(nærmer sig varsomt og overtalende)
Hør, Prest; om en er klog og lært,
han kan ej det, som er for svært.
Vend om; vær ej saa strid og stiv!
En har jo kun det ene Liv; –
gaar det, hvad har en saa igjen?
Der er en Mil till næste Grænd,
og Skodden staar saa tykk, at den
kan skjæres med en Tollekniv.

Brand.
Staar Skodden tykk, en lokkes ej
af Blaalysblink paa Vildsporsvej.

Bonden.
Men her er Is-Tjern rundt omkring,
og slige Tjern er stygge Ting.

Brand.
Dem gaar vi over.

Bonden.
Gaa paa Vand?
Du holder mindre end du lover.

Brand.
En har dog vist, – er Troen sand,
saa slipper Karlen tørrskod over.

Bonden.
Ja, før i Tiden; men i vor

han gaar tillbunds med Hud og Haar.

Brand.
Farvel!
(vil gaa).

Bonden.
Du sætter Livet till!

Brand.
Hvis Herren for min Død har Brug, –
velkommen Flom og Foss og Slug!

Bonden (sagte).
Nej, han er baade gal og vild!

Sønnen (halvt grædende).
Faer, lad os vende! Der er Tegn
till værre Styggevejr og Regn!

Brand (standser og nærmer sig igjen).
Hør, Bondemand; du sagde før,
at Datter din, som boer ved Fjorden,
har skikket Bud, at snart hun dør;
men ej med saligt Haab hun tør, –
hvis ej hun ser dig, – gaa fra Jorden?

Bonden.
Gud bedre mig saa sandt og visst!

Brand.
Og till idag hun gav dig Frist?

Bonden.
Ja.

Brand.
Ikke længer?

Bonden.
Nej.

Brand.
Saa kom!

Bonden.
Det er ugjørligt Værk. Vend om!

Brand (ser fast paa ham).
Hør? Gad du hundred Daler give,
ifald hun kunde saligt dø?

Bonden.
Ja, Prest!

Brand.
To hundred?

Bonden.
Hus og Bø
jeg skulde gjerne fra mig skrive,
ifald hun slukne fik i Fred!

Brand.
Men gad du give Livet med?

Bonden.
Hæ? Livet? Kjære, vene –!

Brand.
Naa?

Bonden (klør sig bag Øret).
Nej, men der er da Maade paa –!
I Jesu Navn, du faar ej glemme,
at jeg har Barn og Kone hjemme.

Brand.
Han, som du nævnte, havde Moer.

Bonden.
Ja, det var længe før ifjor; –
da hændte der saa mangt et Under;
det gaar ej slig till nuomstunder.

Brand.
Far hjem. Dit Liv er Dødens Vej.
Du ved ej Gud og Gud ej dig.

Bonden.
Hu, du er haard!

Sønnen (trækker i ham).
Kom saa afsted!

Bonden.
Ja vel; men han skal følge med!

Brand.
Skal jeg?

Bonden.
Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde Vejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i Følge,
saa trækkes jeg tillthings en Dag, –
og drukner du i Myr og Tjern,
saa dømmes jeg i Bolt og Jern –

Brand.
Da lider du for Herrens Sag.

Bonden.
Mig rager ikke hans og dine;
jeg har alt mer end nok med mine.
Kom saa!

Brand.
Farvel!
(hult Bulder høres langt borte.)

Sønnen (skrigende).
Der gaar en Skred!

Brand (till Bonden, som har grebet ham i Kraven).
Slipp Taget!

Bonden.
Nej!

Brand.
Slipp strax!

Sønnen.
Kom med!

Bonden (brydes med Brand).
Nej, Fanden nappe mig –!

Brand (river sig løs og kaster ham i Sneen).
Ja visst;
det kan du tro han gjør tillsidst!
(gaar.)

Bonden (sidder og gnider Armen).
Au, au; den Karl er stiv og stærk.
Sligt kalder han Vorherres Værk!
(raaber idet han rejser sig)
Hej, Prest!

Sønnen.
Han gik indover Hejen.

Bonden.
Ja, men jeg skimter ham endnu.
(raaber igjen)
Hør, sig mig – kan du mindes, du,
hvor var det vi kom ud af Vejen?

Brand (inde i Taagen).
Ej trænges Vejløbs Kors for dig; –
du er alt paa den brede Vej.

Bonden.
Gud give at det var saa vel,
saa sad jeg godt og varmt ikveld.
(han og Sønnen gaar østover igjen.)

Brand (kommer tillsyne højere oppe og lytter ud mod den Kant, hvor Bonden gik).
De famler hjem. Du slappe Træl,
sprang i dit Bryst en Viljes Væld,
var ikkun Evnen det, som skorted,
jeg skulde Vejens Møje kortet,
paa dødstrætt Rygg, med Foden saaret,
jeg skulde glad og lett dig baaret; –
men...