Hedda Gabler (eBook)

FØRSTE AKT.

(Et rummeligt, smukt og smagfuldt udstyret selskabsværelse, dekoreret i mørke farver. På bagvæggen er en bred døråbning med tilbageslåede portièrer. Denne åbning fører ind i et mindre værelse, der er holdt i samme stil som selskabsværelset. På væggen til højre i dette er en fløjdør, der fører ud til forstuen. På den modsatte væg, til venstre, en glasdør, ligeledes med tilbageslåede forhæng. Gennem ruderne sés en dél af en udenfor liggende overbygget veranda og løvtræer i høstfarve. Fremme på gulvet står et ovalt tæppebelagt bord med stole omkring. Foran på væggen til højre en bred, mørk porcelænsovn, en højrygget lænestol, en fodskammel med pude og to taburetter. Oppe i krogen til højre en hjørnesofa og et lidet rundt bord. Foran til venstre, lidt ud fra væggen, en sofa. Ovenfor glasdøren et pianoforte. På begge sider af døråbningen i baggrunden står etagèrer med terrakotta- og majolikasager. – Ved bagvæggen af det indre værelse sés en sofa, et bord og et par stole. Over denne sofa hænger portrættet af en smuk ældre mand i generalsuniform. Over bordet en hængelampe med mat, mælkefarvet glaskuppel. – Rundt om i selskabsværelset er en mængde blomsterbuketter stillet i vaser og glasse. Andre ligger på bordene. Gulvene i begge værelser er belagte med tykke tæpper. – Morgenbelysning. Solen skinner ind gennem glasdøren.)

(Frøken Juliane Tesman, med hat og parasol, kommer ind fra forstuen, fulgt af Berte, som bærer en buket, omviklet med papir. Frøken Tesman er en godt og godmodigt udseende dame på omkring 65 år. Net men enkelt klædt i grå spadsérdragt. Berte er en pige lidt til års, med et jævnt og noget landligt ydre.)

Frøken Tesman  (standser indenfor døren, lytter og siger dæmpet):

Nej såmæn om jeg tror de er kommet på benene endnu!

Berte  (ligeledes dæmpet).

Det var jo det, jeg sa', frøken. Tænk, – så sent, som dampbåden kom inat. Og så bagefter da! Jøsses, – alt det, som unge fruen skulde ha' pakket ud, før hun kunde komme sig til ro.

Frøken Tesman.

Ja, ja, – lad dem bare få hvile sig godt ud. Men frisk morgenluft skal de da rigtig ha' ind til sig, når de kommer.

(Hun går hen til glasdøren og slår den vidt op.)

Berte  (ved bordet, rådvild, med buketten i hånden).

Nej så min sandten om her er en skikkelig plads mere. Jeg mener, jeg får sætte den her, jeg, frøken.

(Stiller buketten op foran på pianofortet.)

Frøken Tesman.

Ja, nu har du altså fåt dig et nyt herskab, min kære Berte. Gud skal vide, det faldt mig tungere end tungt at gi' slip på dig.

Berte  (grædefærdig).

End jeg da, frøken! Hvad skal jeg da sige? Jeg, som nu i så mange herrens år har været i frøkenernes brød.

Frøken Tesman.

Vi får ta' det med ro, Berte. Der er sandfærdelig ikke andet for. Jørgen må ha' dig i huset hos sig, sér du. Han må det. Du har jo været vant til at stelle for ham lige siden han var en liden gut.

Berte.

Ja men, frøken, jeg tænker så svært på hende, som hjemme ligger. Hun, stakker, som er så rent hjælpeløs. Og så med den nye pigen da! Aldrig i verden lærer hun at gøre det til pas for det syge menneske.

Frøken Tesman.

Å, jeg skal nok få lært hende op til det. Og det meste tar jeg da på mig selv, skønner du. For min stakkers søsters skyld behøver du ikke at være så urolig, min kære Berte.

Berte.

Ja, men så er der en anden ting også, frøken. Jeg er rigtig så ræd for, at jeg ikke skal gøre det til lags for den unge fruen.

Frøken Tesman.

Nå, herre gud, – i førstningen kan der vel kanské være et eller andet sådant –

Berte.

For hun er visst svært fin på det.

Frøken Tesman.

Det kan du vel tænke. General Gablers datter. Slig, som hun var vant til at ha' det, mens generalen leved. Kan du mindes, når hun red med sin far ud over vejen? I den lange sorte klædeskjolen? Og med fjær på hatten?

Berte.

Jo-jo, – det skulde jeg mene! – Men nej så min sandten om jeg tænkte, at der skulde bli' et par af hende og kandidaten dengang.

Frøken Tesman.

Ikke jeg heller. – Men det er sandt – du Berte, – mens jeg husker det: herefter må du ikke kalde Jørgen for kandidaten. Du må si' doktoren.

Berte.

Ja, det snakked unge fruen om også – i nat, – straks de var kommet ind af døren. Er det da så, frøken?

Frøken Tesman.

Ja såmæn er det så. Tænk dig til, Berte, – de har gjort ham til doktor i udlandet. Nu, på rejsen, forstår du. Jeg vidste ikke det skabte ordet af det, – før han fortalte det nede på dampskibsbryggen.

Berte.

Ja-ja, han kan nok bli' til hvad det skal være, han. Så flink, som han er. Men jeg trode nu aldrig, at han vilde gi' sig til at kurere på folk også.

Frøken Tesman.

Nej, det er ikke slig doktor han er ble't. – (nikker betydningsfuldt.) For resten kan du nok snart komme til at kalde ham for noget, som er endda stadseligere.

Berte.

Å nej da! Hvad blir det for noget, frøken?

Frøken Tesman  (smiler).

Hm, – ja, det skulde du bare vide! – (bevæget.) Ak, herre min gud, – om salig Jochum kunde få skue op af sin grav og sé, hvad der er ble't af hans lille gut! (ser sig om.) Men hør her, Berte, – hvorfor har du gjort det? Ta't varetrækkene af alle møblerne?

Berte.

Fruen sa', jeg skulde gøre det. Hun kan ikke like varetræk på stolene, sa' hun.

Frøken Tesman.

Vil de da holde sig her inde – sådan til daglig?

Berte.

Ja, det lod til det. På fruen da. For han selv, – doktoren, – han sa' ingenting.

(Jørgen Tesman kommer trallende fra højre side inde i bagværelset, bærende på en tom, åben håndkuffert. Han er en middelhøj, ungdommeligt udseende mand på 33 år, noget fyldig, med et åbent, rundt, fornøjet ansigt, blondt hår og skæg. Bærer briller og er klædt i en bekvem, noget skødesløs husdragt.)

Frøken Tesman.

Godmorgen, godmorgen, Jørgen!

Tesman  (i døråbningen).

Tante Julle! Kære tante Julle! (går hen og ryster hendes hånd.) Helt her ude – så tidlig på dagen! Hvad?

Frøken Tesman.

Ja, du kan da tænke, at jeg måtte sé lidt indom til jer.

Tesman.

Og det endda du ikke har fåt dig nogen ordentlig nattero!

Frøken Tesman.

Å, det gør mig ingen verdens ting.

Tesman.

Nå, du kom vel ellers godt hjem fra bryggen? Hvad?

Frøken Tesman.

Ja såmæn gjorde jeg det, – gud ske lov. Assessoren var så snil, at han fulgte mig lige til døren.

Tesman.

Det gjorde os ondt, at vi ikke kunde ta' dig op i vognen. Men du så jo selv –. Hedda havde så mange æsker, som måtte med.

Frøken Tesman.

Ja, det var rigtig svært, så mange æsker hun havde.

Berte  (til Tesman).

Skulde jeg kanske gå ind og spørge fruen, om der var noget, jeg kunde hjælpe hende med?

Tesman.

Nej tak, Berte, – det er ikke værdt du gør det. Hvis hun vil dig noget, så ringer hun, sa' hun.

Berte  (mod højre).

Ja-ja da.

Tesman.

Men sé her, du, – tag denne her kufferten med dig.

Berte  (tar den).

Den sætter jeg op på loftet.

(Hun går ud gennem forstuedøren.)

Tesman.

Tænk dig, du, tante, – hele den kufferten havde jeg stoppende fuld af bare afskrifter. Det er rent utroligt, du, hvad jeg har fåt samlet sammen rundt om i arkiverne. Gamle mærkelige sager, som ingen mennesker har vidst besked om –

Frøken Tesman.

Ja, ja, du har nok ikke spildt din tid på bryllupsrejsen, du, Jørgen.

Tesman.

Nej, det tør jeg nok sige. Men ta' så hatten af dig, tante. Se her! Lad mig få knytte op sløjfen. Hvad?

Frøken Tesman  (mens han gør det).

Å herre gud, – dette her er jo akkurat ligesom om du var hjemme hos os endnu.

Tesman  (vender og drejer hatten i hånden).

Nej, – for en pén, stadselig hat, du har lagt dig til!

Frøken Tesman.

Den har jeg købt for Heddas skyld.

Tesman.

For Heddas skyld? Hvad?

Frøken Tesman.

Ja, for at ikke Hedda skal ha' skam af mig, om vi kommer til at gå sammen på gaden.

Tesman  (klapper hende på...