Bygmester Solness (eBook)

FØRSTE AKT.

(Et tarvelig udstyret arbejdsværelse hos bygmester Solness. Fløjdør på væggen til venstre fører ud til forstuen. Til højre er døren til husets indre værelser. På bagvæggen en åben dør til tegneværelset. Foran til venstre en pult med bøger, papirer og skrivesager. Ovenfor døren en ovn. I hjørnet til højre en sofa med bord og et par stole. På bordet vandkaraffel og glas. Et mindre bord med gyngestol og lænestol i forgrunden til højre. Tændte arbejdslamper på bordet i tegneværelset, på bordet i hjørnet og på pulten.)

(Inde i tegneværelset sidder Knut Brovik og hans søn Ragnar beskæftiget med konstruktioner og beregninger. Ved pulten i arbejdsværelset står Kaja Fosli og skriver i hovedbogen. Knut Brovik er en gammel, tynd mand med hvidt hår og skæg. Han er klædt i en noget luvslidt men vel vedligeholdt sort frakke. Bærer briller og hvidt, noget gulnet halstørklæde. Ragnar Brovik er i tretiårene, velklædt, lyshåret, med en lidt ludende holdning. Kaja Fosli er en spædbygget ung pige på nogle og tyve år, omhyggeligt klædt, men af et sygeligt udseende. Hun har en grøn skærm for øjnene. – Alle tre arbejder nogen tid i taushed.)

Knut Brovik  (rejser sig pludselig, som i angst, fra tegnebordet, ånder tungt og besværligt, idet han går frem i døråbningen).

Nej, nu holder jeg det snart ikke længer ud!

Kaja  (går hen til ham).

Det er visst rent dårlig med dig ikveld, onkel?

Brovik.

Å, jeg synes, det blir værre dag for dag.

Ragnar  (har rejst sig og kommer nærmere).

Du skulde helst gå hjem, far. Prøve på at få sove lidt –

Brovik  (utålmodig).

Gå til sengs kanske? Vil du da, at jeg rent skal kvæles!

Kaja.

Men ta' dig en liden tur da.

Ragnar.

Ja, gør det. Jeg skal gå med dig.

Brovik  (hæftig).

Jeg går ikke, før han kommer! Ikveld vil jeg snakke rent ud med – (indædt harmfuld) med ham – principalen.

Kaja  (angst).

Å nej, onkel, – vent da endelig med det!

Ragnar.

Ja, heller vente, far!

Brovik  (trækker vejret besværligt).

Hah, – hah –! Jeg har nok ikke tid til at vente ret længe, jeg.

Kaja  (lyttende).

Hys! Der hører jeg ham nede i trappen!

(De går alle tre til sit arbejde igen. Kort stilhed.)

(Bygmester Halvard Solness kommer ind gennem forstuedøren. Han er en noget ældre mand, sund og kraftig, med tætklippet, kruset hår, mørk knebelsbart og mørke, tykke øjenbryn. Han bærer en grågrøn, tilknappet jakke med ståkrave og brede brystslag. På hodet har han en blød, grå filthat og under armen et par mapper.)

Bygmester Solness  (ved døren, peger mod tegneværelset og spørger hviskende:)

Er de gået?

Kaja  (sagte, ryster på hodet).

Nej.

(Hun tar øjenskærmen af.)

(Solness går fremover gulvet, kaster sin hat på en stol, lægger mapperne på sofabordet og nærmer sig så atter pulten. Kaja skriver uafbrudt men synes nervøst urolig.)

Solness  (højt).

Hvad er det for noget, De står og fører ind der, frøken Fosli?

Kaja  (farer sammen).

Å, det er bare noget, som –

Solness.

La' mig få sé, frøken. (bøjer sig over hende, lader, som om han ser i hovedbogen og hvisker:) Kaja?

Kaja  (skrivende, sagte).

Ja?

Solness.

Hvorfor tar De altid den skærmen af, når jeg kommer?

Kaja  (som før).

Jo, for jeg ser så styg ud med den.

Solness  (smiler).

Vil De ikke gerne det da, Kaja?

Kaja  (skotter halvt op til ham).

Ikke for alt i verden. Ikke i Deres øjne.

Solness  (stryger hende let over håret).

Stakkers, stakkers lille Kaja –

Kaja  (dukker hodet).

Hys, – de kan høre Dem!

(Solness driver henover gulvet mod højre, vender om og standser ved døren til tegneværelset.)

Solness.

Har nogen været her og spurgt efter mig?

Ragnar  (rejser sig).

Ja, de unge folk, som vil ha' bygget villaen ude ved Løvstrand.

Solness  (brummende).

Nå de? Ja, de får vente. Jeg er ikke på det rene med mig selv om planen endnu.

Ragnar  (nærmere, noget nølende).

Det var dem så svært om at gøre at få tegningerne snart.

Solness  (som før).

Ja, gudbevar's, – det vil de jo allesammen!

Brovik  (ser op).

For de går og længter så urimelig efter at få flytte ind i sit eget, sa' de.

Solness.

Ja vel; ja vel. En kender det! Og så tar de det slig, som det bedst kan falde sig. Får sig så'n en – en bolig. Et slags tilholdssted bare. Men ikke noget hjem. Nej mange tak! La' dem så heller vende sig til en anden. Sig dem det, når de kommer igen.

Brovik  (skyder brillerne op i panden og ser studsende på ham).

Til en anden? Vilde De gi' det arbejde fra Dem?

Solness  (utålmodig).

Ja, ja, ja, for fan'! Hvis det endelig så skal være, så –. Heller det, end at bygge bort i vejr og vind. (udbrydende.) For jeg kender jo ikke videre til de folk endnu!

Brovik.

Folkene er solide nok. Ragnar kender dem. Han vanker i familjen. Svært solide folk.

Solness.

Å, solide, – solide! Det er jo sletikke det, jeg mener. Herregud, – forstår ikke De mig heller nu? (hæftig.) Jeg vil ikke ha' noget med de fremmede mennesker at skaffe. La' dem vende sig til hvem de vil for mig!

Brovik  (rejser sig).

Er det Deres alvorlige mening?

Solness  (mut).

Ja, det er. – For en gangs skyld.

(Han går fremover gulvet.)

(Brovik veksler et blik med Ragnar, som gør en advarende bevægelse. Derpå går han ind i det forreste værelse.)

Brovik.

Må jeg få lov til at snakke et par ord med Dem?

Solness.

Gerne det.

Brovik  (til Kaja).

Gå der ind sålænge, du.

Kaja  (urolig).

Å, men onkel –

Brovik.

Gør som jeg siger, barn. Og luk døren efter dig.

(Kaja går nølende ind i tegneværelset, skotter angst og bønligt til Solness og lukker døren.)

Brovik  (noget dæmpet).

Jeg vil ikke, at de stakkers barnene skal vide, hvor ilde det har sig med mig.

Solness.

Ja, De ser svært klejn ud nu om dagene.

Brovik.

Med mig er det snart forbi. Kræfterne tar af – fra den ene dagen til den anden.

Solness.

Sæt Dem lidt.

Brovik.

Tak, – må jeg det?

Solness  (rykker lænestolen lidt tilrette).

Her. Vær så god. – Nå?

Brovik  (har sat sig med besvær).

Ja, det er jo dette her med Ragnar. Det er det, som er det tyngste. Hvad skal det bli' til med ham?

Solness.

Deres søn, han blir naturligvis her hos mig, så længe han bare vil.

Brovik.

Men det er jo netop det, han ikke vil. Ikke synes, at han kan – nu længer.

Solness.

Nå, han er da ganske godt aflagt, skulde jeg tro. Men skulde han forlange mere, så skal jeg ikke være uvillig til at –

Brovik.

Nej, nej! Det er sletikke det. (utålmodig.) Men han må da engang få lejlighed til at arbejde på egen hånd, han også!

Solness  (uden at sé på ham).

Tror De, at Ragnar har alle de rigtige evner til det?

Brovik.

Nej, sé, det er jo det forfærdelige. Det, at jeg er begyndt at tvile på gutten. For De har da aldrig sagt så meget som – som et opmuntrende ord om ham. Men så synes jeg, det er umuligt andet alligevel. Han må ha' evnerne.