Den Politiske Kandstøber (eBook)

Sc. 1.

Antonius.

Jeg kand svære paa, at mit Hierte sidder mig i min Hals; thi jeg skal tale med Mester Herman, og begiære hans Datter, som jeg lenge har været forlovet med, men hemmelig. Dette er den tredie gang jeg har været paa Veyen, men er gaaen tilbage igien. Var det icke for Skam skyld og den Bebreydelse jeg maa lide af min Moor, saa gick det ligesaa til denne gang. Det er en naturlig Feyl og Frygtagtighed, som jeg icke let kand overvinde; hver gang jeg vil bancke paa Dørren, er det ligesom een vil holde min Haand tilbage. Men frisk Mod, Antonius, er halv Tæring, det hielper icke, du maa dertil. Jeg maa pynte lidt paa mig først; thi Folck siger, at Mester Herman er bleven curiøsk paa nogen Tid.

Hand tar sin Hals-Klud af, og binder den om igien, tar en Kam af Lommen og kemmer sit Haar, bøster sine Skoe.

Nu troer jeg nock, at jeg saa vidt kand passere, nu maa jeg bancke paa. See! saa sant jeg er ærlig, er det icke ligesom een holder min Haand. Ej! corrasi Antonius, jeg veed, du har jo intet ondt giort: jeg kand jo icke faa meer end ney.

Bancker paa.

Sc. 2.

Henrich. Antonius.

Henrich ædende paa et Smørre-Brød.

Serviteur Mester Antoni, hvem vil I tale med?

Antonius.

Jeg vilde tale med Mester Herman, om hand var alleene.

Henrich.

Jo mænd, hand er endelig alleene, men sidder og læser.

Antonius.

Da er hand meer gudfrygtig end jeg.

Henrich.

Dersom der kom en Forordning ud, at Herculus skulle være en Postill, saa troer jeg, hand skulle kunde præke, naar det skulle være.

Antonius.

Men har hand saa Stunder formedelst sit Arbeyd at læse i saadane Bøger?

Henrich.

I skal agte, at Hosbond har toe Bestillinger: Hand er baade Kandestøber og Politicus.

Antonius.

Det riimer sig meget lidet sammen.

Henrich.

Vi har og mercket det samme; thi naar hand giør noget Arbeyd, som siælden skeer, saa seer det saa politisk ud, at vi maa støbe det om igien; men vil I ellers tale med ham, saa kand I gaa lige ind i daglig Stuen.

Antonius.

Jeg har et vigtigt Ærende, Henrich: thi, mellem os at sige, saa vil jeg begiære hans Datter, som jeg saa lenge har været forlovet med.

Henrich.

Det er sandt; det er min Troe et vigtigt Ærende: men hør Mester Antoni! I maa icke tage ilde op, at jeg varer jer om en Ting: vil I tencke paa, at jer Ansøgning skal lyckes, da maa I sætte jere Ord paa Skruer og føre en ziirlig Tale; thi hand er bleven forbandet curiøsk paa nogen Tid.

Antonius.

Nej saa mænd giør jeg ey Henrich; jeg er en god ærlig Handvercksmand, som ingen Complimentationer har lærdt. Jeg siiger kun slet og ret, at jeg har Elskov til hans Datter, og begierer hende til Hustrue.

Henrich.

Icke andet! Ja saa skal jeg give min Hals, om I faaer hende. I det ringeste maa I begynde jer Tale af det Ord: Saasom eller Eftersom; I skal agte Mester Antoni, at I har med en studeret Mand at bestille, der læser Dag og Nat politiske Bøger, saa hand maa blive gall. Det meste, hand paa nogen Tid har haft at dadle paa Folckene her i Huuset, er, at der er saadant gemeent Væsen hos os alle, besynderlig hos mig, hvilken hand aldrig nevner, uden hand kalder mig: Din liiderlige gemeene Slyngel. Hand vilde endelig med Dievels Magt forleeden Uuge, at Mutter skulle gaae med Adriane, skiønt hand kom ingen Vej dermed; thi Mutter er en Gudfrygtig gammeldags Kone, som heller lood sit Liv, end lagde sin flasked Trøye af. Hand gaar frugtsommelig med noget, hvad Pocker det ogsaa er; derfor, om I vil lyckes i jer Frieratz, saa maa I følge mit Raad.

Antonius.

Jeg agter min Troe ingen Slingring, men gaar liige til.

Sc. 3.

Henrich alleene.

Den største Vanskelighed ved at frie er at hitte paa, hvorledes mand skal begynde sin Tale; Jeg har self eengang gaaet paa Frierie, men kunde i fiorten Dage icke hitte paa hvad jeg skulle sige. Jeg vidste nock, at mand skulle begynde Talen af det Ord saasom eller eftersom, men det var Ulycken, at jeg icke kunde hitte paa andre Ord at hefte til dette saasom. Jeg gad derfor icke plave mig lenger dermed, men gick hen og kiøbte mig en Formular hos Jacob Skoele-Mester for 8 ß, thi hand selger Stycket saaledes; men det løb forbandet galt af for mig; thi da jeg kom midt udi Talen, kunde jeg icke hitte paa Resten, og jeg undsaae mig ved at tage Papiiret op af Lommen: Jeg har kundet profect føre den Tale baade før og siden, som mit Fader Vor, men da jeg skulde bruge den for alvor, kom den i baglaas for mig. Den var saaledes:

Nest tienstlig Salutems Hilsen er jeg Henrich Andersen af velberaad Hu, Drift og Tilskyndelse hid kommen at lade eder viide at jeg er ey meer af Stock og Steen end andre, og saasom alting i Verden finder hos sig Elskov endogsaa u-mælende Beester; altsaa er jeg med GUD og Æren hidkommen u-værdig at begiære og forlange eder til min hiertens Allerkiæriste. Synes jer icke Mossiørs at den var 8 ß. værd, vil nogen ellers af jer give mig mine 8 ß. igien, da vil jeg gierne overlade jer den; thi jeg bilder mig ind, at hvo der kand føre samme Tale vel, kand faa hvilken brav Mands Datter hand vil begiære. Vil I give mig 6 ß. da? jeg har min Troe selv givet 8 ß. for den: skam der selger den ringere. Men der kommer Vatter, jeg maa løbe.

Sc. 4.

Herman von Bremen. Antonius.

Herman.

Hand skal have Tack, Monsieur Antonius, for sit goode Tilbud, hand er en smuck skickelig Karl; jeg troer nock min Datter kunde være vel holden med ham. Men jeg vilde gierne have en til Sviger-Søn, der har studeret sine Politica.

Antonius.

Min kiære Monsieur Herman von Bremen. Men mand kand icke føde Kone og Børn dermed.

Herman.

Icke det? meener I, at jeg har i Sinde at døe Kandstøber? I skal see det, inden et halv Aar gaar til Ende. Jeg haaber, naar jeg har læset den Europæiske Herold igienem, at mand skal nøde mig til at tage en Plads an i Raadet. Den Politiske Nachtisch kand jeg allereede paa mine Fingre; men den vil icke forslaa; Skam faa Autor, hand maatte have giort den noget vitløftigere. I kiender vel den Bog?

Antonius.

Nej jeg giør icke.

Herman.

Da skal jeg laane jer min, den er saa god, som den er liden, ald min heele Politica har jeg af den Bog, samt af Hercules og Herculiscus.

Antonius.

Den sidste er jo kun en Roman?

Herman.

Ja det er sandt nock, gid Verden var fuld af saadane Romaner. Jeg var paa en viß Sted forgangen Dag, hvor en fornemme Mand hviskede mig i Ørene: Hvo der har læset den Bog med Forstand, kand forestaae den største Bestilling, ja regiere et heelt Land.

Antonius.

Ja Vatter; naar jeg skal slaae mig til Læsning, forsømmer jeg mit Handværck dermed.

Herman.

Jeg siger jer Monsieur: Jeg agter icke lenge at blive ved Kandstøberiet, jeg burdte for lenge siden at have forladt det; thi hundrede brave Mænd her i Byen har sagt mig: Herman von Bremen! I burde være noget andet: Ja det er icke lenger siden end forgangen Dag, at en Bormester lod i Raadet falde disse Ord: Herman von Bremen kunde nock tiene til andet end Kandstøber, den Mand har det inde, som mange af os i Raadet selv maa leede efter, hvoraf I kand slutte, at jeg icke døer Kandstøber. Vil derfor gierne have en til Sviger-Søn, der legger sig efter Stads-Sager, saasom jeg haaber med Tiden, at baade hand og jeg skal komme i Raadet. Vil I nu begynde paa den politiske Nachtisch, saa vil jeg examinere jer hver Løverdag-Aften hvor vidt I er avancered.

Antonius.

Nej! min Troe vil jeg icke, jeg er for gammel til at gaae i Skoele igien paa nye.

Herman.

Ja saa er I og icke skabt til at være min Sviger-Søn. Adieu.

Sc. 5.

Geske von Bremenskone. Antonius.

Geske.

Det er forskreckeligt med min Mand, hand er aldrig inde og tar vare paa sit Arbejde; jeg vilde give noget got til, at jeg kunde faa at viide, hvor hand har sin gang. Men see! Monsieur Antonius! gaaer hand her allene. Vil hand icke komme ind.

Antonius.

Nej tack Mutter, jeg er for ringe dertil.

Geske.

Ej! hvad er det for Snack?

Antonius.

Jer Mand har faaet politiske Griller, og gaar med en Bormerster i Maven. Hand kaster paa Nakken af Handvercks-Folck som jeg og mine Liige; hand bilder sig ind, at hand er klogere end Notarius Politicus selv.

Geske.

Den Nar, den Gæck, vil I agte ham. Jeg troer...