Paul Lange og Tora Parsberg (eBook)

Andet møde.

(Man hører hilsener udbyttes i forværelset og derpå:)

Kammerherren (udenfor).

Det er den samme svite av værelser, tror jeg, Deres excellence havde siste gang?

Paul Lange (udenfor).

Altid de samme.

Kammerherren.

Her er charmant! (ind i elegant formiddags toilette, behansket og med sin hat i hånden.)

Paul Lange.

Jeg kan virkelig ikke tilbageholde min beundring: – De, hr. kammerherre, så tidlig på færde?

Kammerherren.

Der kan man se, hvor lidt dog mænneskene kjænder hverandre. Hvor længe er det siden, vi mødtes første gang? Hos frøken Parsberg, tror jeg?

Paul Lange.

Det kan jeg si Dem. Det var, da frøken Parsberg satte hus. Det var i første selskab hun gav.

Kammerherren.

Apropos om frøken Parsberg! De har fåt Deres indbydelse?

Paul Lange.

Til på mandag? Jo.

Kammerherren.

Frøkenen har atter gjort mig den ære å be mig være vicevært.

Paul Lange.

Det har vel sin vanskelighed, så længe kongen er i byen?

Kammerherren.

Han rejser netop på mandag.

Paul Lange.

Ja, det er sant!

Kammerherren.

Det har været et as denne gang!

Paul Lange.

Men det har ikke tat på Dem. De ser jo udmærket ud. Som bestandig.

Kammerherren (ser på ham).

At nogen gider så tidlig på formiddagen –? (Paul Lange ler.)

Men lader os være højtidelige! Jeg kommer i kongeligt ærind.

Paul Lange.

Se, se!

Kammerherren.

Som mægler mellem magterne. Som ambassadør.

Paul Lange.

Vil ambassadøren behage å ta plass?

Kammerherren.

Ikke før jeg har avlæsset. –

Ja, De skjønner naturligvis, hvad det gjælder?

Paul Lange.

Jeg har en anelse.

Kammerherren.

Kongen kan ikke opgi troen på, at De vil gjøre Deres til, at regjeringen blir stående.

Paul Lange.

Og derfor skal også vi bli stående?

Kammerherren.

Nej, vi kan skam sætte os.

(De sætter sig.)

Paul Lange.

Jeg læser i aviserne idag, at mistillidsvotumet er indbragt.

Kammerherren.

Det skal behandles om fire dage.

Paul Lange.

Det vil sige … fredag, lørdag, søndag … på mandag altså?

Kammerherren.

Mandags formiddag.

Paul Lange.

De blir ikke færdig med det om formiddagen.

Kammerherren.

Så kommer det til å gå ud over frøken Parsbergs fest?

Paul Lange.

Ja, skal ikke også mange av tingmændene med til den? Det er jo –

Kammerherren.

– den store årlige fest til minde om hendes onkel.

Paul Lange (med smil).

Så ordner nok præsidenten det.

Kammerherren.

Fædrelandet fremfor alt! (Paul Lange ler.) For regjeringschefen vil det næppe bli nogen festdag.

Paul Lange.

Jeg har ondt av den gamle mand. Mere end jeg kan si.

Kammerherren.

Det ved kongen, og derfor forstår han ikke –? (stanser og ser på Paul Lange.)

Paul Lange.

Jeg har dog forklaret Hans Majestæt det.

Kammerherren (med en skulderbevægelse).

Partispektaklet, ja –?

Paul Lange.

Jeg holder det ikke ud.

Kammerherren.

De har indgivet Deres avskedsansøgning, – og det forstår vi alle. Men kongen forstår ikke, hvorfor Deres excellence så ikke kan lægge et godt ord ind for Deres gamle chef? – Det vilde ha stor virkning!

Paul Lange.

Kongen overvurderer.

Kammerherren.

Ingen kan overvurdere en tale av Dem i det øjeblik, De går.

Paul Lange.

Jeg takker!

Kammerherren.

Det er kongen selv, som siger det.

Paul Lange.

Så takker jeg én gang til!

Kammerherren.

De mange og store sager på programmet –?

Paul Lange.

– Løber ingen fare. Om dem er alle enige. Hele partiet.

Kammerherren.

Men Hans Majestæt undte den gamle, højt fortjente mand å få føre dem til sejer.

Paul Lange.

Ingen under ham det hjærteligere end jeg.

Kammerherren.

Så vis det! De har det i Deres hånd?

Paul Lange (ryster på hodet).

Kammerherren.

Sæt, at De nu på mandag gir den gamle flertal? Den gamle kan gjøre meget ud av et flertal. Han er en behændig mand.

Paul Lange.

En meget behændig parlamentariker.

Kammerherren.

Det er da også det eneste, han nu er.

Paul Lange (ser op).

Den bemærkning, – var den kongens?

Kammerherren.

Nej, den er min. – (I mere overtalende tone.)

Deres excellence, der har så mange sager, som De lever for og vil arbejde frem –?

Paul Lange.

Det er for de sagers skyld jeg går.

Kammerherren.

Men netop disse sager nøder Dem engang frem igjæn.

Paul Lange.

Derfor vil jeg være opsparet. Dette var det, jeg sa kongen.

Kammerherren (forsigtig).

Er det ikke tredje gang, De nu går bort fra politiken?

Paul Lange.

Ikke fra politiken; men fra partispektaklet.

Kammerherren (som før).

Det blir hvergang sværere å komme ind igjæn.

Paul Lange.

Det indser også jeg.

Kammerherren (intimere).

De skulde ta mod hjælp til det.

(Stilhed.)

Paul Lange (opmærksom).

Hvorved?

Kammerherren.

De mener jo, at med alle fejl er regjeringens gamle chef dog den mand, som best samler vort folk?

Paul Lange.

Det mener jeg. Ubetinget.

Kammerherren.

Hvorfor så ikke si det? På mandag?

Paul Lange (rejser sig).

Jeg ønsker å være en opsparet kraft, altså udenfor.

Og så skulde jeg, idet samme jeg gik, gå hen og ta parti?!

(Stilhed.)

Kammerherren (blir siddende).

Hvem ved, om De ikke kunde vinde på det?

Paul Lange (ser på ham).

Kammerherren.

Der kunde ydes Dem vederlag.

Paul Lange.

Vederlag –?

Kammerherren.

Det er jo ikke mere end billigt.

(Stilhed.)

Paul Lange.

Dette er Deres ærind?

Kammerherren.

Dette er mit ærind.

(I det samme banker det diskret på døren. Kammerherren rejser sig.)

Paul Lange.

Undskyld! (Går selv op for at åbne døren på klem.) Er det Dem, Østlie? (Åbner helt døren. Kristian Østlie kommer ind.) Det var rask besørget!

Har De brev?

Kristian Østlie.

Nej. (Dæmpet.) Hr. Arne Kraft.

Paul Lange (synlig glad, dæmpet).

Er han her?

Kristian Østlie.

Ja, Deres excellence.

Paul Lange (som før).

Før ham ind! (Peger til højre.) Husk, å drag portièren for!

Kristian Østlie (går).

Kammerherren.

Har den tjener ikke før været hos frøken Parsberg? Hvad heder han dog –?

Paul Lange.

Kristian Østlie, søn av den gamle –

Kammerherren.

– som hun arvet efter sin onkel? Med alt det andre?

Paul Lange.

Det var ikke den sletteste del av arven.

Kammerherren.

Nej, gamle Østlie er fuldkommen.

Paul Lange.

Sønnen er endnu fuldkomnere.

Kammerherren.

Nu husker jeg! Han var med frøkenen i England? Og taler engelsk?

Paul Lange (forundret).

Jo –?

Kammerherren.

Det kommer godt ved.

Ti vederlaget, jeg talte om … (stanser, ser på Paul Lange.)

Paul Lange (ler).

Nej, gåder gjætter jeg ikke!

Kammerherren.

Gesantskabsposten i London er ledig.

Paul Lange.

Ledig –? Ledig den?

Kammerherren.

Den, ved jeg, har De ønsket Dem.

Paul Lange.

Engang frem itiden – ja! Jeg kan ikke tænke mig en bedre retrætepost. Men jeg hadde jo ingen anelse om, at den var ledig.

Kammerherren.

Av alle, som her kan komme på tale, er Deres excellence den, som kjender England best.

Paul...