Det lykkelige valg (eBook)

FØRSTE AKT

Forstue til festivitets- og afholdslokale sambygget med byens bad.

Gjennem fondvæggen af glas og med stor aaben dør noget tilhøjre er udsigt til strand– og fjordparti tildels hæmmet af enkelte store høstflammede løvtrær paa terrassen og i parkanlægget.

Paa væggen tilvenstre fløjdør ind til den store festivitetssal. Lignende dør ind til den varme afdeling af badet ligeoverfor paa den modsatte væg, og paa samme mindre dør merket privat.

I hjørnet tilvenstre mod glasvæggen buffet. Midt i rummet stort ovalt bord med aviser og et par store grønne planter. Rundt om bordet bekvemme rørstole. Knagrække til garderobe længst fremme tilvenstre, og rundt om paa væggene togtabeller, prospekter og fotografier i ramme.

Det er formiddag og solskin.

PAALSBO

(kommer udenfra). Nej her finds han ikke. (Lytter.)

Han er vel inde i privaten. (Banker og lytter, aabner døren.) Nei sidder du der ganske alene i rullestolen din, du lille Matilde. Er papa gaat fra dig? Han kommer nok igjen, skal du se. Og mama ogsaa? Ja, der har vi det. Venter du ikke paa dem? Har du det morsomt alligevel? Du er snil og taalmodig, er du. Ja jeg skal se at finde papa jeg. (Onsø er kommen ind fra højre. Det er en meget korpulent herre i lys sommerdres og med panamahat.)

ONSØ

(slaar Paalsbo paa skulderen). Goddag, Paalsbo.

PAALSBO.

Nej se, er De paa disse kanter igjen, doktor. Mangfoldigen velkommen igjen. De har ikke minket.

ONSØ.

En minker ikke af god mad og god vin, og det gjør ikke Lumbago'n heller.

PAALSBO.

Nej, der har vi det.

ONSØ.

Og nu blir det ilde at være syg her i byen, for nu rejser min dygtige vikar.

PAALSBO.

Hvem af dem, mener De?

ONSØ.

Hegre naturligvis.

PAALSBO.

Ja naturligvis – doktor Hegre. Jeg tænkte paa den andre, jeg.

ONSØ.

Hvad for en anden?

PAALSBO.

Broder Solløs. Det nye vindunderet til skomager Fingalsen.

Han helbreder med haandspaalæggelse. Og det smerter mig, men jeg tror nok han gaar af med den meste søgningen.

ONSØ.

Er det en kvaksalver, saa skal jeg haandspaalægge ham.

PAALSBO.

Nej, han er nærmest tungetaler.

ONSØ.

Bi lidt, jeg skal raspe tungen paa ham.

PAALSBO.

Vi har nemlig en besøgelsestid nu igjen og her staar vi næsten paa hellig grund. Det er derinde i festiviteten møderne holdes om kveldene, og skomager Fingalsen er naturligvis hovedtaleren.

ONSØ.

Jeg klør i fingrene hvergang jeg har været ude og rejst og kommer igjen og ser alle de smaasyndige kranglevorne ansigterne.

PAALSBO.

Men bevægelsen ser De er baade religiøs og politisk, saa nu spøger det for Celius. Dennegang vil det knibe om han kan faa med sig alle de smaa i samfundet.

ONSØ.

Aa Celius forstaar at dreje kappen efter vinden. Det spøger aldrig for ham.

PAALSBO.

Ja der har vi det. Han talte gjerne i tunger, om demokratiet kom og forlangte det af ham.

ONSØ.

Men jeg skulde videre. Jeg gaar om og leder efter vikaren min.

PAALSBO.

Han spaserer flittig med de unge damerne. Ja jeg skulde prøve sjøen for sidste gang iaar. Om hjertet mit taaler det.

ONSØ.

Gjør som jeg og nøj Dem med gytjen. (De er kommen ud paa terrassen og gaar hilsende hver sin vej.)

(Døren tilvenstre gaar op.)

ØJVIND HOLT

(snakker med høj stemme ind til den store sal). Ja, saa gaar jeg.

Jo herfra virker dekorationen kanske bedre, men lad de flagene tilvenstre hænge lidt rigere i folderne. Har De ikke nogen pompespiker at næste dem op med? Saa ja, det blev lidt bedre. Men den kransen om regjeringsgruppen er for fæl. Hvad sir De? Det er sligt ekko derinde, jeg kan ikke høre. Kunde De ikke faa fat i en barlindkrans? Barlind. Den der ser saa vissen og graaskidden ud. Er det laurbærblader? I alverden, hvor har De faat den fra? Fra ansjosfabriken. Jagu er De opfindsom. Men lad ikke den røde flagduken hænge over katedret. Det minder om kiste og begravelse ombord, og desuden saa ødelægger det virkningen af flagdekorationen bagenfor. Katedret er gulskjoldet og blækflekket, sir De – (dæmper stemmen eftersom den person han taler med kommer nærmere).

Ja, det er nok saa, men find heller et grønt klæde. Det maa da finds. Flaa i nødsfald af klædet paa den kaserte biljarden.

SOMMERBLOM

(ind fra salen, i sort alpacca og gummisko). Ja det var rent foreløbig, dette arrangementet, ser De, kandidat Holt. Katedret maatte dækkes, det var hovedsagen. Vi har laant det paa styrmandsskolen, og det var ikke ganske fritt for … lumre tegninger.

HOLT.

Hufamej. Og her ved døren faar De stille en mand til at passe paa, at det ikke blir for mye traak ud og ind fra badet. Paa indsiden, skjønner De – inde i salen.

Ja vær nu lidt forsigtig, Sommerblom. Det sir jeg i alskens venskabelighed.

SOMMERBLOM

(tripper). Forsigtig, kandidat. Skam forlade mig, det er jo det jeg er.

HOLT.

Ja, De ved hvad jeg mener. Jeg er ikke saa nøje paa det. Det ved De. Men der vanker folk her som har sure øjne paa hver finger. Jeg nævner ikke andre end Fingalsen og Solløs. Hold Dem i skindet, og husk at det er et tørt bad.

SOMMERBLOM.

Stol paa mig, kandidat. Det skal holdes tørt fra min side.

HOLT.

Kjære Dem, jeg forstaar jo godt, De er i en vanskelig stilling. Saa kommer den ene og saa den anden, som De nødig vil si nej til. De er nu ogsaa venner med alverden. Men det er altsaa folkets vilje, Sommerblom. Lad det styrke Dem.

SOMMERBLOM.

Jeg forsikrer Dem paa ære og samvittighed –

HOLT.

Ingen unødige forsikringer. Nu lukker jo snart badet desuden. Ja jeg glæder mig til idag. Statsraad Barkeland har jeg bare hørt en eneste gang før.

SOMMERBLOM.

Ak, hvilken taler kan slaa vor egen Celius.

HOLT.

Nej Celius er taler – det har De ret i. (En ung pige er kommen fra parken op paa terrassen.)

SOMMERBLOM.

Se der kommer en ung dame, som nok venter paa kandidaten.

HOLT

(vender sig raskt). Nej, er det Dem, frøken Celius. (Sommerblom ind privatdøren.)

Vidste du jeg var her, Pauline?

PAULINE.

Langt ifra. Jeg skulde bare ned og bade. Men vil du tænke dig, der kom en mand imod mig i parken, som vist maa være gal.

HOLT.

Hvad er det du sir. Løb han efter dig?

PAULINE.

Nej tvertimod. Han gjemte sig bag et træ. Det var det som var det fordægtige. Jeg tænkte, at han vilde lægge sig paa lur til overfald. Og saa løb jeg herop. Kan du se hvor hjertet mit banker.

HOLT

(omfavner hende). Jeg kan ialfald kjende det.

PAULINE.

Er du gal. Her midt i –

HOLT.

Midt i afholdsforeningen.

PAULINE.

Men det værste var det –

HOLT.

Hvad da?

PAULINE.

At han havde et uldtæppe om sig.

HOLT.

Det var da godt han ikke var spil naken. Kanske det var doktor Hegre. Han plejer jo at ta solbad.

PAULINE.

Du da med din doktor Hegre. Det var forresten latterlig, at jeg blev ræd.

HOLT.

Du ser ikke ud til at være ræd af dig.

PAULINE.

Kan du vide det. Jeg er aldeles ikke saa modig som mama ialfald. Du ved vel, at mama har arrestert en russisk matros, som gik berserkgang. Det vil si, hun holdt ham egenhændig, til politiet kom og arresterte ham.

HOLT.

Død og pine. Nej jeg er glad du ikke har saa stort mod. Men det er vel derfor hun er saa populær.

PAULINE.

Ja, hun er elsket og beundret. Jeg tror neppe papa vilde bli valgt til alting, hvis det ikke var for hendes skyld. Men jeg vilde nødig ligne hende.

HOLT.

Nej du har ogsaa nok med at ligne dig selv.

PAULINE.

Kan du vide det. Det er det rare ved dig, at du synes alt og alle er netop som du ønsker.

HOLT.

Jeg er dum jeg med andre ord.

PAULINE.

Nej men paastaalig. Og du vil faa nok af skuffelser.

HOLT.

Kanske en dunk i hodet af og til eller en stød i hjertekulen – men skuffelser! Aldrig i verden....