Gengangere (eBook)

FØRSTE AKT.

(En rummelig havestue med en dør på den venstre sidevæg og to døre på væggen til højre. I midten af stuen et rundt bord med stole omkring; på bordet ligger bøger, tidsskrifter og aviser. I forgrunden tilvenstre et vindu, og ved samme en liden sofa med et sybord foran. I baggrunden fortsættes stuen i et åbent noget smalere blomsterværelse, der er lukket udad af glasvægge og store ruder. På blomsterværelsets sidevæg tilhøjre er en dør, som fører ned til haven. Gennem glasvæggen skimtes et dystert fjordlandskab, sløret af en jævn regn.)

(Snedker Engstrand står oppe ved havedøren. Hans venstre ben er noget krumt; under støvlesålen har han en træklods. Regine, med en tom blomstersprøjte i hånden, hindrer ham fra at komme nærmere.)

Regine  (med dæmpet stemme).

Hvad er det du vil? Bliv stående der du står. Det drypper jo af dig.

Engstrand.

Det er Vorherres regn, det, barnet mit.

Regine.

Det er fandens regn, er det.

Engstrand.

Jøss' som du snakker, Regine. (halter et par skridt frem i stuen.) Men det var det, jeg vilde sige –

Regine.

Klamp ikke så med den foden, menneske! Den unge herren ligger og sover ovenpå.

Engstrand.

Ligger han og sover nu? Midt på lyse dagen?

Regine.

Det kommer ikke dig ved.

Engstrand.

Jeg var ude på en rangel igårkveld –

Regine.

Det tror jeg gerne.

Engstrand.

Ja, for vi mennesker er skrøbelige, barnet mit –

Regine.

Ja, vi er nok det.

Engstrand.

– og fristelserne er mangfoldige i denne verden, ser du –; men endda så stod jeg, ja Gu', ved mit arbejde klokken halv sex idag tidlig.

Regine.

Ja, ja, kom dig nu bare afsted. Jeg vil ikke stå her og ha' rendez-vous'er med dig.

Engstrand.

Hvad vil du ikke ha' for noget?

Regine.

Jeg vil ikke ha', at nogen skal træffe dig her. Se så; gå så din vej.

Engstrand  (et par skridt nærmere).

Nej Gu' om jeg går, før jeg får snakket med dig. I eftermiddag blir jeg færdig med arbejdet dernede i skolehuset, og så stryger jeg hjemover til byen med dampbåden inat.

Regine  (mumler).

Lykke på rejsen!

Engstrand.

Tak for det, barnet mit. Imorgen skal jo asylet indvies, og så blir her venteligvis ståk og styr med berusendes drikke, ser du. Og der skal ingen sige på Jakob Engstrand, at han ikke kan holde sig undaf, når fristelsen kommer.

Regine.

Hå!

Engstrand.

Ja, for her møder jo så mange fine folk imorgen. Presten Manders er jo også ventendes fra byen.

Regine.

Han kommer alt idag.

Engstrand.

Ja ser du det. Og så vil jeg fan' ikke, at han skal få noget at sige på mig, skønner du.

Regine.

Ahå, er det så fat!

Engstrand.

Hvadfornoget er fat?

Regine  (ser visst på ham).

Hvad er det nu for noget, du vil narre presten Manders til igen?

Engstrand.

Hys, hys; er du gælen? Vil jeg narre presten Manders til noget? Å nej, presten Manders er altfor snil en mand imod mig til det. Men det var det, jeg vilde snakke med dig om, ser du, at inat så rejser jeg altså hjem igen.

Regine.

Rejs jo før jo heller for mig.

Engstrand.

Ja, men jeg vil ha' dig med mig, Regine.

Regine  (med åben mund).

Vil du ha' mig –? Hvad er det, du siger?

Engstrand.

Jeg vil ha' dig med mig hjem, siger jeg.

Regine  (hånsk).

Aldrig i evighed får du mig med dig hjem.

Engstrand.

Å, det skal vi nok få se.

Regine.

Ja, det kan du være viss på vi skal få se. Jeg, som er opvokset hos kammerherreinde Alving –? Jeg, som blir holdt næsten som et barn her –? Skulde jeg flytte hjem til dig? Til et sligt hus? Fy da!

Engstrand.

Hvad fan' er det? Sætter du dig op imod din far, tøs?

Regine  (mumler, uden at se på ham).

Du har tidtnok sagt, at jeg ikke kom dig ved.

Engstrand.

Pyt; hvad vil du bry' dig om det –

Regine.

Har du ikke mangen god gang skældt og kaldt mig for en –? Fi donc!

Engstrand.

Nej-Gu' brugte jeg da aldrig så stygt et ord ligevel.

Regine.

A, jeg sanser nok, hvad ord du brugte.

Engstrand.

Ja, men det var jo bare når jeg var på en kant – hm. Fristelserne er mangfoldige i denne verden, Regine.

Regine.

Uh!

Engstrand.

Og så var det, når din mor slog sig vrang. Noget måtte jeg da finde på at ærte hende med, barnet mit. Altid skulde hun nu være så fin på det. (hærmer) «Slip mig, Engstrand! Lad mig være! Jeg har tjent tre år hos kammerherre Alvings på Rosenvold, jeg!» (ler.) Jøss' bevar's; aldrig kunde hun da glemme, at kaptejnen blev kammerherre, mens hun tjente her.

Regine.

Stakkers mor; – hende fik du da tidsnok pint livet af.

Engstrand  (svinger på sig).

Ja det forstår sig; jeg skal jo ha' skylden for alting.

Regine  (vender sig bort, halvhøjt).

Uf –! Og så det benet.

Engstrand.

Hvad siger du, barnet mit?

Regine.

Pied de mouton.

Engstrand.

Er det engelsk, det?

Regine.

Ja.

Engstrand.

Ja-ja; lærdom har du fåt herude, og det kan komme godt med nu, det, Regine.

Regine  (efter en kort taushed).

Og hvad var det så du vilde med mig i byen?

Engstrand.

Kan du spørge om, hvad en far vil med sit eneste barn? Er jeg ikke en enslig og forladt enkemand.

Regine.

Å, kom ikke til mig med sligt sludder. Hvorfor vil du ha' mig derind?

Engstrand.

Jo, jeg skal sige dig, jeg har tænkt at slå ind på noget nyt nu.

Regine  (blæser).

Det har du prøvet så tidt; men lige galt blev det.

Engstrand.

Ja, men denne gangen skal du bare se, Regine! – Fan' æte mig –

Regine  (stamper).

Lad være å bande!

Engstrand.

Hys, hys; det har du så evig ret i, barnet mit! Det var bare det, jeg vilde sige, – jeg har lagt ikke så lidet penger op for arbejdet ved dette her nye asylet.

Regine.

Har du det? Det er jo godt for dig, det.

Engstrand.

For hvad skal en vel bruge skillingen til her på landsbygden?

Regine.

Nå, og så?

Engstrand.

Jo, ser du, så havde jeg tænkt at sætte de pengerne i noget, som kunde lønne sig. Det skulde være som en slags beværtning for sjøfolk –

Regine.

Uf da!

Engstrand.

En rigtig fin beværtning, skønner du; – ikke sligt noget svineri for matroser. Nej, død og pine, – det skulde være for skibskaptejner og styrmænder og – og rigtig fine folk, skønner du.

Regine.

Og så skulde jeg –?

Engstrand.

Du fik hjælpe til, ja. Bare så for et syns skyld, kan du vel tænke. Du skal fan' ikke få det svært, barnet mit. Du kan få det rakt som du vil ha' det.

Regine.

Ja-vel, ja!

Engstrand.

Men fruentimmer må der være i huset, det er grejt som dagen, det. For om kvellerne skal vi jo ha' det lidt morosomt med sang og dans og sligt noget. Du må sanse på, det er vejfarendes sjømænder på verdens hav. (nærmere) Vær nu ikke dum og stå dig selv ivejen, Regine. Hvad kan det bli' til med dig herude? Kan det nytte dig til noget, at fruen har kostet lærdom på dig? Du skal jo passe ungerne på det nye asylet, hører jeg. Er det noget for dig, det? Har du slig glupendes lyst til at gå og slide dig helseløs for de skidne ungernes skyld?

Regine.

Nej, gik det som jeg havde lyst til, så –. Nå, det kan vel komme. Det kan vel komme!

Engstrand.

Hvad for noget er det, som kan komme?