Erasmus Montanus (eBook)

Scen. 1.

Jeppe  alleene med et Brev i Haanden.

DEt er Skade at Degnen ikke er i Byen, thi der er saa meget Latin i min Søns Brev, som jeg ikke forstaar. Taarene staar mig tit i Øynene, naar jeg eftertænker, at en stakkels Bonde-Søn er bleven saa Boglærd, besynderlig, saasom vi ikke ere af de Høylærdes Bønder. Jeg har hørt af Folk som forstaar sig paa Lærdom, at hand kand disputere med hvilken Præst det skal være. Ach kunde jeg og min Hustrue have den Glæde at høre ham præke før vi døe her paa Bierget, da vilde vi ikke fortryde paa alle de Skillinger vi har sat paa ham. Jeg kand nok merke paa Per Degn, at hand skiøtter ikke meget om at min Søn kommer hid. Det kommer mig for ligesom hand er bange for Rasmus Berg. Det er skrækkeligt med de lærde Folk, de bær saadan Avind til hverandre, og den eene kand ikke lide, at den anden er ogsaa lærd. Den gode Mand giør skiønne Prækner her i Byen, og kand tale om Misundelse, saa Taarene maa staa een udi Øynene, men mig synes, at hand selv ikke er gandske fri for den Fejl. Jeg kand ikke vide, hvoraf saadant kommer; om een siger, at min Naboe forstaar Avlingen bedre end jeg, skulle jeg legge det paa Hiertet, skulle jeg hade min Naboe for det? ney sommend giør Jeppe Berg ikke. Men der er min Troe Per Degn.

Scen. 2.

Jeppe. Per Degn.

Jeppe.

Velkommen hiem igien Per!

Per.

Tak Jeppe Berg.

Jeppe.

Ach min hierte Per! gid I kunde forklare mig noget Latin, som staar i min Søns sidste Brev.

Per.

Hvad Snak, meener I at jeg forstaar ikke Latin, saa vel som jer Søn? jeg er en gammel Academicus jeg, Jeppe Berg.

Jeppe.

Det veed jeg nok, men jeg meente om I forstod den nye Latin, thi det Sprog forandres vel ogsaa, saa vel som det Siællandske; thi i min Ungdom talede man ikke saa her paa Bierget som nu, det som man nu kalder Laqvei, kaldte man da Dreng, det som man nu kalder Matrasse, kaldte man da Bislaaperske; en Frøken heedte da Statsmøe, en Musicant Spillemand, og en Sikketerer Skriver. Derfor meener jeg Latinen og kand være forandret siden den Tid I var i Kiøbenhavn. Vil I være saa god at forklare mig dette. Jeg kand nok læse Bogstaverne, men fatter ikke Meeningen.

Per.

Jer Søn skriver, at hand studerer nu sin Logicam, Rhetoricam og Metaphysicam.

Jeppe.

Hvad vil det sige Logicam?

Per.

Det er hans Prækestoel.

Jeppe.

Det er mig kiært, gid hand kunde blive Præst.

Per.

Men Degn først.

Jeppe.

Hvad er den anden Post?

Per.

Den heder Rhetorica, det er paa Dansk Ritualen; men den tredie Post maa være forskreven, eller det maa være Fransk; thi var det Latin, saa forstod jeg det nok. Jeg er capabel, Jeppe Berg, at regne op den heele Aurora. Ala det er en Vinge, Ancilla en Pige, Brabra et Skiæg, Coena en Nat-Potte, Cerevisia Øll, Campana en Klokker, Cella en Kiælder, Lagena en Flaske, Lana en Ulv, Ancilla en Pige, Janua en Dør, Cerevisia Smør.

Jeppe.

I maa have en forbandet Ihukommelse Per.

Per.

Ja jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle have blevet saa længe i et fattigt Degne-Kald. Jeg kunde nok have været noget andet for længe siden, dersom jeg vilde have bundet mig ved en Pige, men jeg vil heller hielpe mig, som jeg kand, førend man skal kunde sige paa mig, at jeg har faat Brød for Kone.

Jeppe.

Men kiære Per! Her er endnu noget andet Latin, som jeg ikke forstaar, see her denne Linie.

Per.

Die Veneris Hafnia domum profecturus sum. Det er noget høyttravend, dog forstaar jeg det heel vel, men det kunde bryde Hovedet paa en anden. Det er paa Dansk, der er kommen profecto en hob Russer til Kiøbenhavn.

Jeppe.

Hvad mon Russen nu vil bestille her igien?

Per.

Det er ikke Moscoviter, Jeppe Berg! det er unge Studentere, som man kalder Russer.

Jeppe.

Nu, nu veed jeg, der er vist stor Allarm i de Dage, naar de faar Salt og Brød, og blir Studentere.

Per.

Naar venter I ham hiem?

Jeppe.

I Dag eller i Morgen. Kiære Per! tøv lidt her, jeg vil springe ind til Nille, hun skal give os en Drik Øll her ud.

Per.

Jeg vil nok heller have et Glas Brændeviin; thi det er fortiligt at drikke Øll.

Scen. 3.

Per  (allene.)

Jeg skiøtter ikke meget om, sant at sige, at Rasmus Berg kommer hiem, ikke fordi jeg er bange for hans Lærdom; thi jeg var allerede gammel Student, da hand endda gik i Skole, og fik, med Permission, paa sin Rumpe. Der var andre Karle, som deponerede i min Tid, end nu omstunder. Jeg deponerede fra Slagelse Skole, med Per Monsen, Rasmus Jespersen, Christen Klim, Mads Hansen, som vi i Skolen kaldte Mads Pandekage, Poul Iversen, som vi kaldte Poul Finkeljokom. Alle Karle, som havde Been i Panden, og Skiæg paa Hagen, og som var capabel at disputere i hvilken Materie det skulle være. Jeg er kun bleven Degn, men er fornøyed, naar jeg har mit Daglig Brød, og forstaar mit Embede. Jeg har forbedret meget udi Indkomsterne, og har det, som ingen af mine Formænd havde, saa mine Efterkommere ikke skal bande mig i min Grav. Folk tænker, at der er ingen Observationer ved at være Degn, jo jo! Degne-Kald er min Troe et vanskeligt Embede, naar man skal have det paa den Fod, at det skal føde sin Mand. For min Tid holdt Folk her i Byen alle Liig-Sange lige gode, men jeg har bragt det paa den Fod, at jeg kand sige til en Bonde hvilken Psalme vil du have, den koster saa meget, den anden saa meget; iligemaade naar der skal kastes Jord paa den Døde: Vil du have fiint Sand, eller slet og ret Jord. Der er ogsaa adskillige Observationer, som min Formand Christoffer Degn ikke vidste af at sige, men hand havde ikke studeret. Jeg kand ikke begribe, hvorledes den Karl blev Degn. Men hand var og Degn derefter. Latinen hielper meget et Menniske udi alle Forretninger. Jeg vilde ikke miste det Latin jeg kand, ikke for hundrede Rixdaler; thi det har baadet mig i mit Embede over 100 Rixdaler, ja hundrede til.

Scen. 4.

Nille. Jeppe. Per.

Nille.

Singot Per.

Per.

Tak Morlille. Jeg drikker heller ikke Brændeviin, uden naar jeg har ont i Maven, men jeg har gemeenlig en slet Mave.

Nille.

Veed I vel Per, at min Søn kommer hiem i Dag eller Morgen? Der faar I en Mand, som I kand tale med; thi den Karl er ikke skaaren for Tungebaandet, saasom jeg har hørt.

Per.

Ja jeg troer nok hand kand tale en hob Kloster-Latin.

Nille.

Kloster-Latin? det er jo det beste Latin, ligesom Kloster-Lærredt er det beste Lærred.

Per.

Ha, ha, ha, ha.

Jeppe.

Hvor af leer I Per?

Per.

Af intet Jeppe Berg. God Taar paa en frisk, jer Skaal Moor lille, ha ha ha, det er sandt nok, som I siger: Klosterlærred er got Lærred, men – – –

Nille.

Giøres det Lærred ikke paa Klostered, hvorfor kaldes det da Klosterlærred?

Per.

Jo, det er ret nok, ha ha ha, men I kand vel give mig noget at bide paa til Brændevinen.

Nille.

Her ligger et stykke Brød og Ost skaaren, om I vil ikke forsmaae.

Per.

Tak Mor lille! veed I hvad Brød heder paa Latin?

Nille.

Ney mare veed jeg ikke.

Per  æder og snakker tillige.

Det heder Panis genetivus Pani, dativus Pano, vocativus Panus, Ablativus Pano.

Jeppe.

Hillement Per! det Sprog er vitløftig. Hvad heder Grov-Brød?

Per.

Det heder Panis gravis, og fiin Brød Panis finis.

Jeppe.

Det er jo halv Dansk.

Per.

Ja det er vist, der ere mangfoldige Latinske Ord, som har deres Oprindelse af Dansken; thi jeg skal sige os noget: Her var en gammel Rector i Kiøbenhavns Skole, ved Navn Saxo Grammatica, som forbedrede Latinen her i Landet, og giorde en Latinsk Grammatica, hvorudover hand fik det Navn, Saxo Grammatica. Den samme Saxo har bødet meget paa det Latinske Sprog med Danske Ord; thi for hans Tid var Latinen saa fattig, at man ikke kunde skrive en ret Meening, som Folk kunde forstaae.

Jeppe.

Men...