Fugleperspektiv (eBook)

Lære for livet

En novices bekendelser

Indgangsreplikken er mange gange den samme, når to fuglekiggere møder hinanden i felten. ”Hvad har du haft,” spørger de i et indforstået tonefald, der antyder, at de er på hjemmebane. Ordvekslingen har altid undret mig. Så vidt jeg ved, kan man ikke have himlens fugle.

Hvor vi end vender os, er der fugle. Sådan har det været i al den tid, menneskene har betrådt denne klode. I gamle dage tog man varsler af fuglenes adfærd, i dag interesserer de os, fordi vi er fascinerede af deres levevis eller sjældne besøg, eller fordi vi er godt underholdt, når vi fodrer havens fugle om vinteren.

Forårets første svale får os til at lægge nakken tilbage, mens spurvene kvidrer i hækken, som om vinteren var en ligegyldig parentes i deres korte liv. Mågerne skider på havnemolerne fra Gedser til Skagen, solsorten synger solen i seng og trækfuglene søger mod nordlige breddegrader for at sætte unger i verden.

Gråænderne går bersærk af forårets hormoner; drukner deres udkårne i voldsomme slåskampe og blander gener, halvt tamme, halvt vilde, uden tanke på næste generationers sære mutationer. Så er der anderledes kurmageri på strandengene, hvor gæs og vadefugle lever det uforfalskede fugleliv, godt beskyttet af flokken, men altid på vagt overfor ræven, måren og falken.

For nogle mennesker er fuglene der bare, uden at de rigtig lægger mærke til dem. For mig er de vingede væsener en del af den natur, jeg glæder mig over og er nysgerrig overfor. De giver landskabet liv, og er altid ét eller andet sted i mit synsfelt, hvad enten jeg færdes i byen eller på landet. En verden uden fuglenes uforudsigelige indslag ville være en kedelig verden. Alligevel kan min fugleinteresse på ingen måde sammenlignes med den, der får ornitologer til at pløje landet tyndt i jagten på nye arter. For mig drejer det sig om glæden ved fuglene og den fordybelse, det giver mig. Om jeg har en smuk naturoplevelse ved at se samspillet i en gåsefamilie eller en vildfaren, ornitologisk kuriositet fra den anden ende af jordkloden, er mig ganske ligegyldigt. Det er magien, der trækker, ikke antallet af sjældenheder, der rammer mit kikkertfelt.

Allerede som barn oplevede jeg, at det var en speciel oplevelse at gå i skoven med folk, der vidste, hvad der rørte sig i trækronerne. Hjemme havde vi en kikkert stående, men den blev aldrig brugt til at tage om halsen, når familien gik i skoven. Den havde sin faste plads i vindueskarmen, så vi kunne se på havens fugle, som vi fodrede flittigt.

I min familie gik man tur. Vist samlede vi kogler og kantareller i skoven om efteråret, men det primære formål var at komme ud at gå. Få luft, som det hed. Først langt senere opdagede jeg, at en travetur kan indeholde meget andet; at varm kakao på skovturen i december får én til at stoppe op og lytte til stilheden, ligesom et siddeunderlag og en madkurv får én til at slå sig ned og fornemme blæsten, høre skriget af en musvåge og mærke, at naturen lever – fra de mindste byttedyr, der pusler i skovbunden, til de store vingefang, der udfolder deres overlegne luftakrobatik over trækronerne.

Med en lidt udvandet frase har jeg ofte sagt, at jeg er født nysgerrig. Møder jeg fugle eller planter, der fortæller en anderledes historie, har jeg til alle tider ejet en videbegærlighed, der har sendt mig længere ind i naturens verden – ofte ad kringlede omveje, der kan spænde fra netartikler til bedagede håndbøger.

Som voksen kan man gå i skoven for at nyde naturen og få motion, men har man børn med, er der stor sandsynlighed for, at poderne keder sig jammerligt. Er man på jagt efter svampe, rovfuglefjer eller dyrespor, får turen straks en anden karakter. Dyrespor er ikke kun noget, man finder, når man kigger ned i skovbunden. Dyrespor kan lige så vel være afsløringen af spættens værksted, hvor afpillede grankogler ligger hulter til bulter under et stort fyrretræ.

Er man heldig, får man øje på spætten. Særlig forudseende er den ikke, når den kiler en kogle ind i en sprække, så den kan få fat i de olieholdige frø. Så snart den er færdig med sit måltid, flyver den ud efter en ny kogle. Men hovsa; når spætten vender tilbage til sit værksted, sidder den gamle grankogle stadig i sprækken. Så må fuglen klemme sin nye kogle fast mellem træstamme og bryst, mens den vrikker den gamle fri. Det er ikke hjernekapacitet på højeste plan, men det fungerer – og det er sjovt at fortælle sine børn, når man har fundet et spætteværksted. Lægger man nakken tilbage og kigger godt efter, kan man tydeligt se den afpillede kogle et stykke oppe ad stammen.

Det stod ikke skrevet på min dåbsattest, at jeg skulle være dus med himlens fugle. Det var mere tilfældighedernes spil, der gjorde, at min skæbnetråd blev viklet ind i en mere ornitologisk én af slagsen. Som barn havde jeg oplevet at gå i skoven med en ven af familien, der vidste utrolig meget om fugle. Han kunne opspore de små fjerklumper, lang tid før vi andre nåede at reagere. Det var min første oplevelse af, at nogle mennesker ikke kun ser fuglene, men også lytter efter dem. Den slags hårdt angrebne fuglekiggere har jeg for længst døbt ornitopater. De holder øje, og de gør det hele tiden; når de kører i bil eller på cykel, når de glaner ud ad vinduet under det langtrukne møde, eller venter på DSB. Fugle er der altid at se eller lytte til.

Jeg kan ikke komme uden om dét med skæbnetråden. Ikke alene er jeg smittet af passionen, jeg er også gift med en af de angrebne. Samtidig har det vist sig, at de ornitologiske krøller, der er på min mands DNA, for længst er givet videre til næste generation.

Selv fik jeg ikke næb og kløer ind med modermælken, men er blevet skolet ad den hårde vej, da jeg gik i kærlighedsfælden. Første lektion gik ud på at lære, at fugle har mange andre måder at udtrykke sig på end ved deres sang. De fleste fugle har også et kald, en slags her-er-jeg, hvor-er-du snak, der gør opmærksom på fjerbolden, selv om den ikke altid er synlig. Kaldet er ikke nogen skønsang. For eksempel har solsorten en høj, pibende lyd, som den bruger meget om efteråret, når den gemmer sig i et krat. Den lyder nærmest som et hængsel, der trænger til en tur med oliekanden.

Som begyndende fuglekigger blev jeg langsomt klogere på de skjulte genveje, der lå i lydbilledet. Det var altså hér, hemmeligheden lå begravet. Den lyd havde jeg hørt masser af gange, jeg havde bare aldrig vidst, hvilken fugl der lavede den. Næste lektion gik ud på at kende fuglens jizz (udtales djis). Er fuglen tavs, kan den trænede fuglekigger genkende den på jizz’et. Fuglens jizz er en sammensætning af flere ting. Det er måden, den bevæger sig på, dens silhuet og de små nuancer, der gør den forskellig fra andre fugle.

Man lærer ikke jizz’et at kende som nybegynder, men man kan blive overrasket over, hvor hurtigt man lærer at genkende de fugle, man er mest fortrolig med. Langt de fleste er ikke i tvivl, hvis de ser en solsort forsvinde ind under hækken – eller en blishøne, der pisker hen over vandoverfladen. De så måske ikke solsortens gulerodsfarvede næb eller blishønens hvide blis i panden, men de kunne alligevel genkende den på jizz’et.

Som lystsejler lærte jeg mange havfugle at kende i min nye tilværelse som debuterende fuglekigger. Da jeg mødte Sven Erik, som foreslog et halvt års sørejse op i Østersøen, var jeg solgt. Kongstanken var at slå følge med trækfuglene op langs kysten i den østsvenske skærgård. Det blev til mange store oplevelser med skærgårdens karakterfugle som hav- og fiskeørne, ugler og støjende grønspætter, men naturligvis også med fuglene på havet.

Da vi vendte hjem i slutningen af oktober, lå vi nogle uger i Skanör Havn ved Falsterbohalvøen. Selv om vi kunne se til København, havde ingen af os travlt med at sejle de sidste sømil hjem. Derfor blev vi liggende i havnen og fortsatte tilværelsen på det sparebudget, der havde kendetegnet husholdningen de seneste seks måneder, mens vi nød de ornitologiske oplevelser, der trak ud over Sundet...