Rejseskribenten Rejser Til... Wiens gader og stræder (eBook)

PLADSER, GADER OG STRÆDER

Der er så mange gader, stræder og pladser i Wien, at det er umuligt at skrive om dem alle. Derfor har jeg skrevet en bog kun om Wiens gader og stræder, hvor jeg kommer ind på deres navne og de historier der måtte gemme sig, men alligevel er det svært at skrive om dem alle, for hvem skulle dog tro, at der faktisk er cirka 6.800 gader, stræder og gyder i Wien? Men det er der, og de har tilsammen en længde på godt 3.000 km.

En af de korteste gader er Irisgasse i 1. Bezirk, Innere Stadt. Den er blot 17,5 meter lang, men der er faktisk en gade som er endnu kortere, det er Tethysgasse i 2. Bezirk, Leopoldstadt. Den længste gade er Höhenstraße, den strækker sig gennem tre bydele, nemlig 17. Bezirk, Hernals, 18. Bezirk, Währing og 19. Bezirk, Döbling. Höhenstraße blev anlagt i 1930erne for at skaffe arbejde til de mange arbejdsløse. Jeg har delt gaderne op i hvilke bydele de ligger, så det forhåbentligt er nemt at finde den gade man befinder sig.

GADESKILTE

Hvordan ved jeg så lige, hvilken bydel, Bezirk, jeg er i? Jo, i Wien er det ikke så svært at finde ud af. For i 1782 beordrede kejser Joseph den Anden, at der skulle være et gadeskilt i hver ende af en gade. Hver skilt bestod af bydelens nummer, bydelens navn samt gadenavnet. De helt gamle skilte er enten ovale eller firkantede med knækkede hjørner. Disse skilte stammer fra 1860erne, og kan stadig opleves i nutidens Wien. Der er også en forklaring på, hvorfor nogle er ovale og andre er firkantede. De gader, som går i lige linie ud fra Stephansplatz ved Stephansdom, i 1. Bezirk, har firkantede skilte med knækkede hjørner. Mens gaderne der går på tværs har ovale skilte, prøv at ligge mærke til dette, når I går rundt i Wiens gader.

Men før man fik metalskiltene var det meget almindeligt at skrive eller male gadenavnene direkte på husfacaderne. Men da farverne med tiden falmede, blev der indført skilte af metal. Dog kan man i Blutgasse stadig opleve et af de oprindelige gadeskilte, som blev malet direkte på facaden.

Desuden havde skiltene i bydelene 1. til 9., det vil sige Innere Stadt, Leopoldstadt, Landstraße, Wieden, Margareten, Mariahilf, Neubau, Josefstadt og Alsergrund, oprindeligt en farvet kant. Innere Stadt havde en rød kant, Leopoldstadt havde en violet kant, Landstraße havde en grøn kant, Wieden havde en rosa kant, Margareten havde en sort kant, Mariahilf havde en gul kant, Neubau havde en blå kant, Josefstadt havde en grå kant og Alsergrund havde en brun kant. Senere fik alle gadeskilte en rød kant og skriften på skiltene var rød for pladser og sort for gader og stræder. De nyeste skilte er blå med hvid skrift, de er dog ikke så nye igen, de blev nemlig indført i 1920erne. I 1980erne valgte man dog at skifte skiltene ud på steder med en særlig historie, nemlig med kopier fra skiltene fra 1860erne, en periode der i øvrigt også kaldes for Ringstraße-perioden.

Og, så er der de orange/brune skilte… det er en hjælp til turisterne, for de viser nemlig vej til de seværdige steder.

HUSNUMRE

Det var først i år 1773, at Wien fik synlige husnumre på facaderne, indtil da var de eneste kendetegn eller særlige kaldenavne, som Küss den Pfennig, Zum Kometen, Stoß am Himmel, Wo der Wolf den Gänsen predigt eller Schab den Rössel, som gjorde det muligt for wienerne at finde et bestemt hus.

Senere kom de særlige Konskriptionsnumre, Konskriptionsnummern, det vil sige en form for nummerering af husene. Denne måde at nummerere husene blev indført i Habsburgermonarkiet. Man kan stadig være heldig at finde skilte med denne type husnumre. Denne måde at nummerere husene blev anvendt i det 18. og 19. århundrede. De blev indført for at gøre det nemmere at administrere bygningerne og grundstykkerne. Hovedsageligt handlede det om militære grunde, inddrivelse af skatter samt holde styr på antallet af bygninger og antallet af indbyggere, og ikke om at kunne orientere sig eller om hvilket husnummer bygningen havde, til dette benyttede man orienteringsnumre. I dag benyttes ordet Konskriptionsnumre ikke længere, man bruger helt andre begreber, såsom registernummer, dokumentnummer eller løbende numre.

WIENER GLACIS

Oprindeligt bestod Wien blot af den nuværende 1. Bezirk, Indre by, som var omgivet af en befæstet bymur. Udenfor bymuren, mellem Wien og forstæderne, lå et ubebygget område. Området blev oprindeligt etableret som et forsvarsområde, hvorfra vagterne på bymuren havde frit udsyn over området. Dette område blev kaldt for Wiener Glacis, eller blot Glacis, som eksisterede fra 1529 til 1858. I marts 1588 blev områdets bredde fastlagt til 40 Klafter, 95 meter. I juli 1632 blev området udvidet til 200 skridt, 150 meter, og i november 1662 blev dette udvidet til 200 Klafter, 380 meter. I forbindelse med den tyrkiske belejring, i 1683, blev området udvidet til 600 skridt, 450 meter.

Ordet Glacis kommer fra italiensk og betyder noget i retning af en dæmning før en fæstning, eller i denne sammenhæng et frit område før en befæstet mur. Området strakte sig fra Donaukanal til følgende gader (nuværende gadenavne) Hintere Zollamtsstraße, Invalidenstraße, Am Heumarkt, Brucknerstraße, Karlsplatz, Treitlstraße, Getreidemarkt, Messeplatz, Museumsstraße, Auerspergstraße, Friedrich-Schmidt-Platz, Landesgerichtsstraße, Garnisongasse, Schwarzspanierstraße samt Berggasse.

Om sommeren var Glacis et dejligt sted at spadsere, hvis ikke det lige var støvet eller mudret, for efter hvert regnskyl var området omdannet til en stor mudderpøl. Desuden var vejen over Glacis den eneste vej mellem forstæderne og Wien. I 1770 beordrede kejser Joseph den Anden, at området skulle forskønnes, derfor blev anlagt veje og stier, og i 1781 blev der plantet 3.000 træer, hovedsageligt lindetræer og robinietræer.

Alléen var 6.400 meter lang og 13,5 meter bred og endte i det område, som senere blev til Ringstraße.

Den del af Glacis, som lå foran Hofburg, den nuværende Heldenplatz og Volksgarten, blev i 1783 omdannet til en eksercits- og paradeplads til hæren. Senere blev paradepladsen dog flyttet til området mellem den nuværende Universitätsring og den daværende Lastenstraße. Det var en 200.000 m2 stor plads, som var offentligt tilgængelig når militæret ikke benyttede den.

I 1858 dækkede Glacis et areal på 3 millioner m2, de godt 1,3 millioner m2 var grønne områder, 533.000 m2 var veje og stier, 74.000 m2 var bebygget og 96.000 m2 var vand, Wienfluß.

Glacis gav desuden plads til en række virksomheder, som lugtede og støvede. Det kunne være virksomheder som eksempelvis trykfarvefabrikanter, trykkerier, stenhuggere, lakfabrikanter, tømrer eller snedkere, for blot at nævne nogle få eksempler. Virksomhederne arbejdede enten i det fri eller i træhytter. Desuden havde frugthandlere, fiskehandlere, ostehandlere og diverse andre handelsfolk deres små handelsboder eller store markedshaller her. Det var stadig et militærområde, men militæret accepterede handelsfolkene og håndværkshusene, ja, så længe husene var bygget af træ, og virksomhederne var parate til at flytte deres virksomheder og rive husene ned i tilfælde af krig og uro.

I området, hvor man nu finder krydset Wichenburggasse og Florianigasse, eksisterede der fra 1806 et stort anlæg til udvinding af salpeter, det såkaldte Saliterey. Salpeter blev udvundet af planter der indeholdte salpetersyre, produktet blev hovedsageligt anvendt til produktion af sort krudt og sprængstof. I udkanten af Glacis lå en af de vigtigste markedspladser, Heumarkt, hvor man handlede med hø, som var vigtig foder til de mange heste og kvæg, som...