Ni år i retreat (eBook)

2. Ubalancer og muligheder

Antennerne

Som jeg har skrevet i en af de andre retreatbøger, har jeg egentlig aldrig haft noget bestemt mål med at meditere så meget, som jeg gør og sidde i så lange retreats, som jeg gør. Jeg har blot hele vejen igennem følt, at det var rigtigt at gøre. Når jeg ser i bakspejlet, kan jeg konstatere, at det har haft flere virkninger. En af virkningerne er, at antennerne er blevet lidt større og lidt mere sensitive:

Dels antennerne, der går indad:

• det at opfatte hvad der foregår i kroppen, i tankerne, i følelseslivet og noget af det, der foregår bag jegstrukturerne.

Og dels antennerne, der går udad:

• det at opfatte mere af, hvad der foregår i andre mennesker, hvad der foregår mellem mennesker, samt hvad der foregår globalt – både politisk og klimamæssigt.

Når antennerne er foldet ud – i det begrænsede omfang, som jeg er i stand til at folde dem ud – ser både ubalancerne og mulighederne store ud.

Ubalancer

Ubalancerne er så store og tydelige, at det næsten er ubærligt. Ubærligt fordi det medfører så meget unødvendig lidelse. Man behøver ikke sidde i lange retreats for at opdage ubalancerne. Vi kan jo alle åbne for nyhederne i fjernsynet, hvor vi bliver bombarderet med billeder og informationer om krigen i Ukraine, konflikten i Mellemøsten, forliste overfyldte flygtningebåde fra Afrika, skoleskyderier i USA, naturkatastrofer som følge af den globale opvarmning og den stigende forskel mellem de ekstremt rige mennesker og de fattigste. Overalt og hele tiden opstår lidelse som følge af ubalancer. En lidelse vi påfører jordkloden, os selv og andre.

Et af problemerne er, at jordens befolkning på cirka 50 år er blevet fordoblet. I efteråret 2022 passerede vi 8 milliarder mennesker her på vores smukke blå planet. Endvidere er enkeltindividernes ressourcebehov samlet set eksploderet. Vi fylder så meget og kræver så meget af jordklodens ressourcer, at naturen ikke har plads og tid nok til selv at regenerere og skabe den nødvendige balance. Dermed akkumuleres en ubalance, som vi skubber foran os. Mange mener, at vi skubber så meget foran os, at hele menneskeheden og livet på jordkloden er truet.

Specielt er klimakrisen truende. Mange taler om, at vi er ved at nå et tippingpoint, hvor det bliver for sent at ændre kurs.

Nogle taler også om en anden stor trussel mod menneskeheden, som er faren for en altødelæggende atomkrig. Der har vel altid været spændinger og konflikter mellem enkeltpersoner, mellem grupperinger af mennesker og mellem nationer. Det kan ikke undgås, når vi er lejret i jeget. Jeget har en naturlig trang til afgrænsning og markering af forskelle, hvorved man let støder ind i andres afgrænsninger og markeringer af forskelle. Det har altid ført til konflikter og krige. Problemet i dag er, når atommagter er involveret i krige. Putin truer eksempelvis jævnligt med atomvåben i krigen mod Ukraine.

Muligheder

De mange år i lange retreats har åbnet øjnene for nogle af de muligheder, der ligger som et uudnyttet potentiale hos os alle. En uåbnet skattekiste fyldt med diamanter og guld. Guldet viser sig, når praksis begynder at føre til bevidsthedsmæssige og hjertemæssige skift. Et skift fra dualiteten til en retning mod non-dualiteten – som jeg beskrev i den sidste retreatbog. Den helt store mulighed er, når skiftet eller slippet når helt ind og berører selve non-dualiteten eller den jeg-løse tilstand. Hvis denne tilstand stabiliseres efter mange års intens praksis, kan man komme i en modus, hvor ægte empati kan blive afgørende for alt det, man foretager sig (jeg skal lige understrege, at jeg ikke er nået dertil). Ægte, fordi empati derved udspringer fra en jeg-løs tilstand, hvor jegets naturlige begær og egoisme er tilsidesat. Dette ser jeg som vores største potentiale. Jeg tror de fleste andre, der seriøst arbejder med spiritualitet, ser det samme almenmenneskelige potentiale som jeg.

Den jeg-løse empati, som jeg tror de fleste kan se, er en nødvendighed for at kunne danse med de mange ubalancer, der som nævnt findes mange steder og på mange niveauer.

Vi må imidlertid erkende, at det er vanskeligt, at nå til den jeg-løse tilstand. Det har de sidste 45 års arbejde med selvudvikling og meditation vist mig. Det er vanskeligt, men i princippet muligt for alle mennesker, idet praksis består af to almenmenneskelige egenskaber:

• For det første er vi udstyret med en opmærksomhed eller bevidsthed.
• For det andet er vi udstyret med potentielle hjertekvaliteter: empati, medfølelse, hengivelse og taknemmelighed.

Dette er praksisfuglens to vinger (som jeg var inde på i den sidste retreatbog). Da alle mennesker er udstyret med praksisfuglens to vinger, har vi i princippet alle en grundlæggende mulighed for at folde dem ud og svæve frit i frihedens uendelige rum. I dette rum kan den ægte empati strømme frit. Dette er den helt store almenmenneskelige mulighed og det helt store potentiale.

Et er imidlertid, at det ser ud til at være nogle almenmenneskelige potentialer eller muligheder. Noget andet er, at få mulighederne til at folde sig ud.

Det er ikke let for alvor at få praksisvingerne til at folde sig ud. Og hvis det lykkes, er det også vanskeligt både at turde og at kunne svæve i friheden. Det er ikke kun vanskeligt, fordi vi i vesten (specielt i Norden) er forholdsvis uvant med spirituelle udviklingssystemer. Det var også vanskeligt i det gamle Tibet, selv om man havde mange hundrede års erfaring at bygge på. Og også selv om spirituel udvikling var en integreret del af den tibetanske kultur.

Der er forudsigelser om, at man i vesten vil opdage de helt store muligheder, der ligger i praksis. Forudsigelserne siger endvidere, at praksis (dzogchen) vil komme til at brede sig i vesten som en steppebrand. Det kunne jeg forestille mig er rigtigt ud fra den erfaring, jeg har med praksis, og den lille erfaring jeg har med den jeg-løse tilstand. Jeg vurderer det også ud fra det, jeg ser sker hos mange af mine med-praktiserende. Det virker til at praksis mange steder begynder at arbejde lidt længere ind mod kernen. Det er muligvis ønsketænkning, men jeg tror den fordybede praksis kan folde sig mere ud og med tiden tænde en steppebrand. Jeg tror en steppebrand også vil kunne tændes i alle andre ægte spirituelle systemer – og ikke kun dzogchen.

Kan vi gøre noget?

Sammenlagt er der store ubalancer. Ubalancer der medfører stor lidelse. Mange enkeltindivider lider. Mange familier lider. Mange folkeslag og nationer lider. Naturen lider. Jordkloden lider. Der er selvfølgelig også stor lidelse, som ikke har med ubalancerne at gøre. Det er den kendsgerning, at alt liv ophører. Vi bliver syge, gamle og dør. Alt det vi har opbygget gennem livet, skal vi sige farvel til en dag. Det er for de fleste forbundet med lidelse. Det er selvfølgelig en lidelse, vi almindelige mennesker er nødt til at lære at leve med. I dzogchen siger man imidlertid, at denne lidelse kan transcenderes. Altså at et menneske, der er kommet meget langt i en dzogchenproces, ikke er fanget i liv-død dualiteten.

Den lidelse vi påfører andre og jordkloden kan vi gøre noget ved. Ikke alene kan vi gøre noget ved den. Som det hele har udviklet sig, er vi nødt til at gøre noget ved det. Ikke kun videnskaben råber vagt i gevær. Overlevelsesinstinktet begynder også at røre på sig. Ikke kun hos mig. Men hos rigtig mange mennesker overalt på jorden. Noget dybt inde i os kan begynde instinktivt at fornemme, at noget er helt galt. Strategien vi har brugt hidtil for opfyldelse af egne behov – og dermed for at overleve – har en modsat virkning. Vi er ved at grave vores egen grav. Så hvad kan jeg gøre? Hvad kan vi gøre? Hvordan kan vi bidrage til, at der bliver færre ubalancer og mindre påført lidelse her på jorden?

Jeg er på mange måder en beundrer af Dalai Lama. Han har mange gange og meget længe været talsperson for nødvendigheden af et globalt perspektiv. At vi, som mennesker på denne fælles planet, er nødt til at blive opdraget til at være verdensborgere. Altså at lære det perspektiv, at vi alle hænger sammen og er afhængige af hinanden og af jordkloden – på tværs af landegrænser, køn, hudfarve og religion. Det betyder, at vi ikke kun er lejret i jeg, mig og mit – altså mine behov, der skal opfyldes her og nu. Men at vi også er lejret i et helhedsperspektiv og et fremtidsperspektiv. Altså at vi tænker og handler ud fra: vi, os og vores planet – både her og nu og i fremtiden. For at kunne dette er vi nødt til at udvikle en evne til i højere grad at...