Håndboldens historie - og lidt om spillet - kort fortalt (eBook)

REGELRET… ELLER URET

Håndbold reguleres som alle andre spil af et sæt spilleregler. Der er sket meget med spillet og reglerne siden Holger Nielsen nedskrev de første regler, og som allerede ”dokumenteret” i den første registrerede håndboldkamp i 1907 er det nok meget godt, at der spilles efter ens regler…

Reglerne regulerer ikke blot hvordan spillet afvikles, men også ydre forhold som størrelsen på banen, målene og på bolden. Ligeledes hvor mange spillere fra hvert hold der må være på banen samtidig og hvor mange udskiftere og officials (trænere, holdledere og lignende) der må være.

Det kan næppe komme bag på dig, at de regler, Holger Nielsen nedskrev, har ændret sig mange gange siden. Hvis man læser noget af det, han skrev dengang, ville man nok ikke tænke på moderne håndbold som det allerførste. Blandt andet skulle man spille med en almindelig fodbold. Banen havde ingen fast størrelse, den var som forholdene tillod det, men helst cirka 45 meter lang og 30 meter bred. Som han skrev ”en skolelegeplads kan altid bruges”. Dog var reglerne meget specifikke på et område: Når der var tale om en kamp, så skulle målene på 45x30 meter overholdes.

De to mål skulle være bag hver mållinje (den korte side). Målene skulle være tre meter bredde og to meter høje, når det var voksne, der spillede, mens børnemål skulle være 2,5 meter bredde og 1,5 meter høje.

Omkring selve spillet, så var det temmelig langt fra, hvad vi i dag kender som håndbold. Blandt andet måtte spillerne løbe, lige så langt de ville, med bolden. Der var altså ingen skridtregel, som vi kender i dag. Man måtte stoppe en modstander ved at gribe fat i ham og ved at slå bolden ud af hænderne på ham (lyder lidt som moderne rugby, ikke?).

Modsat vore dages håndbold, så blev bolden ikke kastet. Den blev ”slået til”. Spillet blev sat i gang med et slag. Spilleren med bolden slog den hårdt i jorden med begge hænder og slog til den med knyttet hånd, når den sprang op igen. Dog var det tilladt at løbe bolden i mål til scoring, medmindre målvogteren indenfor målfeltet nåede at berører spilleren med bolden; det var lig en redning og så fik målvogteren et ”målslag” i stedet. Målfeltet i sig selv lignede heller ikke den halvbue, vi kender i dag. Næ, det var et rektangulært felt, cirka fem meter langt og 4,5 meter bredt (altså samme form som i fodbold). Kom angriberne ind i målfeltet før bolden (medmindre det var en angriber, der løb derind med bolden), var der ”frislag” til forsvarende hold. Omvendt, var bolden slået ind i feltet, måtte alle løbe derind.

Lyder banens udseende bekendt? Det er forståeligt. De første baner lignede til forveksling en fodboldbane med det firkantede målfelt. Blot i mindre målestok (en fodboldbane i dag ligger cirka inden for en længde på 100-105 meter og en bredde på 65-70 meter).

Fordi det hele var så simpelt (!!), så havde man selvfølgelig ingen dommer. Spillet blev ledet af en ”Opmand”, der kun skred ind, hvis spillerne bad om at få løst en twist, opstået i spillet. Som udgangspunkt skulle spillerne gentlemanlike selv kunne styre spillets gang.

De første regler og rammer for spillet, som Holger Nielsen satte ord på, var tydeligt rettet mod et udendørs spil. Efterhånden som spillet rykkede indendørs og blev til ”salshåndbold”, så måtte reglerne tilpasses. Frederik Knudsen, lærer på Statens Gymnastikinstitut (Danmarks Højskole for Legemsøvelser) forfattede et sæt tilpassede regler i 1918, der var rettet mod den indendørs udgave. Antallet af spillere på hvert hold blev fastsat til syv, og en form for treskridtsregel, i stedet for det ubegrænsede løb med bolden, blev indført. Det blev samtidigt forbudt at fastholde modstanderen og slå til bolden. Nu skulle den kastes. Målfeltet blev lavet om til en bue, som vi kender i dag, hvor ingen markspiller måtte træde ind. Det første målfelt var dog væsentlig mindre end det nuværende.

Holger Nielsen var ikke begejstret for indendørsspillet og dets påvirkning af spillets regler. I 1923 skrev han derfor et udkast til regler, der skulle tilgodese udendørshåndbold (populært kaldet ”markhåndbold”). Han var f.eks. modstander af treskridtsreglen og at man ikke måtte gribe fat i modstanderne mere. Disse tilføjelser til reglerne indskrænkede spillernes frie udfoldelse og han købte slet ikke ind på, at spillet var blevet for fysisk betonet, som mange ellers påstod.

Lige lidt hjalp det Holger Nielsen. Reglerne for indendørshåndbold blev snart gældende for al håndbold, uanset om det var inde eller ude.

Udendørs håndbold – markhåndbolden – var presset af indendørsspillet – salsspillet. Som allerede beskrevet, var der slet ikke konsensus mellem de to ”fløje” i dansk håndbold.

Og hvis du synes, at det lyder som noget rod, at der ikke er fælles fodslag omkring hvilke regler, der skal gælde på de nationale baner, så bare vent… det bliver meget værre! For heller ikke i det store udland kunne man finde fælles standard for, hvordan håndbold skulle spilles. I landene omkring os var man slet ikke enige om rammerne for spillet; der var nationale divergenser og egne, lokale regler.

I Tyskland var banen f.eks. 50 meter lang og 25 meter bred, mens banerne i Sverige og Danmark havde forskellige størrelser, alt mellem 3040 meter lange og 15-25 meter brede. Som om banens dimension ikke var nok at være uenige om, så var heller ikke målene lige store. I Tyskland brugte man mål, der var 2,10 meter høje og 3,60 meter bredde (samme størrelsen som et hockeymål), mens målene i Danmark var 1,70 meter høje og 2 meter brede på daværende tidspunkt midt i 20’erne. For lige at toppe den, så spillede man heller ikke lige lang tid. I Sverige og Tyskland spillede man to halvlege af 25 minutter, mens man i Danmark kun spillede 2x10 minutter.

Noget måtte gøres.

13. september 1925 spillede Tyskland og Østrig den første officielle landskamp i markhåndbold. Der var spillet mange landskampe før, men de havde ikke karakter af at være officielle. På grund af denne ene kamp opstod der et latent og akut behov for ens regler internationalt. I 1926 blev IAAF (International Amateur Athletics Federation) derfor stiftet med den klare opgave for øje, at forbundet skulle ensrette reglerne inden for alle sportsgrene ”der blev spillet med hånden”. Ikke at de skulle være ens på tværs af sportsgrenene selvfølgelig, men IAAF satte sig for, som en slags paraplyorganisation for udendørs- og indendørs håndbold, volleyball og basketball, at ensrette internationale regler for det enkelte spil. I 1926 barslede IAAF med de første internationale regler for udendørs håndbold, markhåndbolden.

Senere, i 1928, havde IAAF som sådan opfyldt sin mission og udspillet sin rolle. Derfor gav organisationen depechen videre til en til lejligheden nystiftet organisation, Det Internationale Amatør Håndbold Forbund (IAHF – International Amateur Handball Federation), der hermed overtog ansvaret for håndboldens regelsæt. Forbundet blev stiftet 4. august 1928 af repræsentanter for 11 håndboldspillende lande. Ikke fordi det er vigtigt for historien på nuværende tidspunkt, men IAHF blev senere afløst – helt præcist 11. juli 1946 – af Det Internationale Håndbold Forbund (IHF – International Handball Federation – bemærk ordet ”Amateur” er væk) som vi kender i dag. IHF blev stiftet af otte lande, men har i dag over 150 medlemslande. Forbundet står for at afholde internationale konkurrencer som OL og VM, samt er ansvarlig for sportens regelsæt.

I 1928 reviderede IAHF det internationale regelsæt for udendørs håndbold. Det blev slået fast, at der kun skulle være 11 mand på banen ad gangen for hvert hold ved udendørshåndbold på stor bane og reglerne blev ikke ændret nævneværdigt i perioden frem til, at ellevemands håndbold på stor bane døde ud. Først i 1934 lavede IHF et sæt internationale regler for syvmands indendørshåndbold, der senere ligeledes kom til at gælde for syvmands udendørshåndbold. Forvirret? Det tror jeg nok også, at sporten selv var! Men internationalt var alt nu på plads. Og det skulle man så også tro gjorde sig gældende nationalt, ikke? Men nej, sådan forholdt det sig ikke. Eller rettere, både og. For mens udendørshåndbolden ret hurtigt og uden de store sværdslag tog de internationale regler til sig, så var det anderledes fat med udøverne af...