Rejsen til Japan med Jonathan, Suien og Jens (eBook)

Jens sidder ved sit skrivebord og studerer bøger om Japan. Han har siddet hele dage og halve nætter ofte til kl 4 om morgenen for at sætte sig ind i de mange forskellige ting, som en Rejse til Japan indebærer. Det er ikke lang tid siden, han sad ved det samme skrivebord og lagde ruter for et besøg i USA, som han ville foretage sammen med sine to børn Jonathan og Suien. En dag gik det op for ham, at han måtte søge visum til landet for hele familien, da det var påkrævet af de amerikanske myndigheder. Han henvendte sig på udenrigsministeriets hjemmeside og blev ledt videre til den Amerikanske ambassades side for visumansøgninger, hvor det fremgik, at man skulle svare på en række spørgsmål, før man kunne blive godkendt. Et af spørgsmålene omhandlede narkotika. Jens havde en gang røget marihuana i Nordnorge og var blevet taget af det norske politi, men det var over 46 år siden. Han mente ikke det kunne betyde noget. Men det gjorde det i høj grad. Hans datter Suien sagde, det var klogere at fortælle, hvad der var sket frem for at blive afvist i lufthavnen og miste flybilletterne. Jens fortalte om hændelsen og blev straks nægtet visum og adgang til USA. Gode råd var dyre, for rejse skulle de. Det var Jens gave til sine børn, fordi de klarede sig så godt her i livet. Han havde glædet sig, og det havde de også, så da han i stedet besluttede sig for Japan, var de begge fyr og flamme.

Aften efter aften og nat efter nat pløjede han sig gennem de mange forskellige rejsebøger, han havde lånt på biblioteket, og jo dybere han trængte ned i emnet, des mere omfattende blev det.

Først og fremmest skulle der bestilles flybilletter, og dernæst skulle de tre uger, de var væk, planlægges ned i mindste detalje. Japan var så omfattende en opgave, at han flere gange var lige ved at opgive og skrev sms-er til sin datter om, hvor meget lettere en rejse til USA ville have været at planlægge. Men hun svarede tilbage, at det nok skulle gå, og så fortsatte han.

Han researchede og researchede og nåede endelig frem til en rute, som tilfredsstillede behovet for at se så meget som muligt uden at blive stresset. Han havde bestilt et 7-dages rejsepas, som gav adgang til alle Japans togstrækninger. Det var ikke nemt at få det til at fungere på den korte tid, men med lidt snilde og mange omlægninger lykkedes det ham til sidst at strikke en tur sammen. Ofte, når han var helt flad i hovedet af de mange muligheder, som landet frembød, kastede han sig hovedkulds i seng og havde mærkelige drømme om aflysninger og strandinger de forfærdeligste steder langt oppe i bjergene hos folk, som ikke forstod hans sprog, og som ikke var i stand til at hjælpe ham videre på rejsen.

Det værste var, at han havde ansvaret for sine to børn, og det, at han var gået i kludder, smertede ham dybt. Men så vågnede han forfrisket og klar i hovedet og havde løsningen lige ved hånden. Han skrev den nye rute ned og klippede den sammen med en, han tidligere havde lavet, og nu gik puslespillet op på magisk vis. Det vigtigste var at være så grundig i forberedelserne som muligt helt ned til mindste detalje.

Han vidste, hvor lidt der skulle til for at ændre tingene fundamentalt, fra de gange hans liv havde taget en helt uventet drejning, fordi ubetydelige hændelser satte skub i en skæbnebevægelse aldeles udenfor hans kontrol.

Transformationen skete. Han vågnede op. Ved siden af ham i flyet sad en japanske dame. Hun var på vej hjem fra et besøg i Cairo, hvor hun havde lært traditionel ægyptisk dans. Hun havde været inde i Keopspyramiden. Det samme sted dybt i stenmasserne, hvor kongen var begravet, og hvor Jens mange år tidligere havde mødt englænderen med pendulet som opfangede de evige svingninger fra tidernes morgen. De var straks forbundne, og rejsen var begyndt.

Det store fly, Airbus 360, med mange hundrede passagerer bevægede sig med en hastighed på over 800 km i timen hen over Mount Everest. Han stirrede ned på snemasserne, som dækkede bjerget og tænkte på i går.

Varmen i Abu Dhabi havde været overvældende. Som en ildstorm blæste heden langs husfacaderne og ramte deres kroppe. Der var 43 grader varmt. Han var nær dejset om med et hedeslag, men kom heldigvis under beskyttelse inde i en bars svalende aircondition. De slæbte sig ad broen over den trafikerede hovedgade med bilos og støj ned til stoppestedet, hvor den gamle bus slingrende førte dem tilbage til lufthavnen. Her fik et iskoldt bad i terminalens badeafdeling dem kølet af. De lagde sig allesammen på de bløde puder i afgangshallen og faldt i søvn tildækket af tæpperne, de havde stjålet i flyet.

Mens børnene stadig sov, gik Jens ned til lufthavnens Apotek og købte sig nogle syreneutraliserende tabletter. Han havde i et stykke tid lidt af halsbrand. Det hjalp også på hans mave, at han, da han kom tilbage, blev tilbudt et stykke blød banan af sin datter, der lige var vågnet og lå og spiste.

De havde med megen møje fundet den offentlige strand, hvor en nepalesisk mand havde truet det lille selskab, fordi de havde anbragt deres rygsække i skyggen i kabinerne, hvor folk klædte om. - Det må man ikke, sagde han. - Man skal anbringe dem på sandet. - I heden hvor temperaturen sine steder når op på 100 grader, så man nemt kan spejle et æg der, hvis man vil? spurgte Jens og blev vred og skældte ud, så hele atmosfæren rystede. Hans to børn så vredt på ham og bad ham falde ned. Fornærmet gik han ud i det lunkne havvand i bugten bag stranden og lå og flød og kom til sig selv. Sank ned i fostertilværelsen og sprællede som en glad gople, som han altid gjorde, når han badede. Han gik op over sandet i sine klipklapper købt i Aldi, og tog en dusche. Vandet fra bruseren var brændende hedt. Manden som havde skældt ham ud, udsendte med regelmæssige mellemrum bip-lyde fra sin walkie-talkie. Det gjorde Jens skruptosset. - Overvågning! skreg han og belavede sig på at komme derfra.

Langt ude i horisonten kunne man skimte den store kridhvide moske, som Jens viste Jonathan i sin lille kikkert. Til venstre for moskeen stod de mægtige etihad-towers, som de besluttede at besøge. En taxi, de prajede på gaden, førte dem derhen i et snuptag. De ville helt op i toppen af tårnet, men da de hørte prisen, droppede de det, og nøjedes med at slå sig ned i de dybe læderstole i den store marmorsal under de mangefarvede discotekskupler, mens de tyvstjal emirens falconer-internet!

Nede i den dyre afdeling, forbudt for fremmede, sad de hvidkitlede og turbanklædte sheiker og drak the, mens de diskuterede dagens børskurser.

Pengene strømmer ind til dette lille kongerige, som formøbler dem til vanvittige, komplet rodede byplaner med højhuse det ene større end det andet opført af underbetalt indisk og nepalesisk arbejdskraft. Et totalt kunstigt paradis skabt af jordens ressourcer. Opgravet, oppumpet olie fra milliarder af små havdyr, som levede her for æoner af år siden.

Ost i kasser, opvarmet mælk og små sorte bær overhældt med chilli var, hvad de forsynede sig med nede i det exorbitante supermarked under den store etihad bygning. Salat i gennemsigtige plastik skåle varsomt tilberedt af kyndige kokkehænder med rigelig arabisk flavour. Det hele indtaget i en kølig have ved foden af tårnet.

Nu sidder de midt i en turbulens over det sydkinesiske hav og skal snart efter morgenmaden til at lande i Japan i Naritas internationale lufthavn lidt udenfor millionbyen Tokyo. Myretuen venter!

Hæsblæsende dage i Tokyo ebber ud. Jens ville jo så gerne genopleve sin ungdoms fede fester og havde udset sig sin womb. Moders mave som han så ofte besøgte, når han om morgenen svømmede ud fra badeanstalten og lå og plaskede, som var han i fostervand. En lille glad mand på vej ud i verden med sprællende ben og arme. Han udstødte sine gutturale lyde og råbte til de forbipasserende måger, som var på samme bølgelængde som han: - Hej I der, hvordan går det? De slog et smut ned over ham og sendte et sprøjt af guano ned i hans gamle ansigt, der med ét blev skinnende ungt. Så svømmede han i land og begav sig hjem til Lysmøllen, hvor han fortsatte sit arbejde med at planlægge ungernes tur til Japan.

Som nu er i fuld gang her i Shibuya crossing. For børnene frarådede ham at tage i wombdiscoteket. De vidste godt, at hans gamle hjerte aldrig ville kunne tåle at danse en hel nat med alle de unge japanske kvinder og mænd. Det var også alt for dyrt at komme ind, og i morgen skal de rejse fra Tokyo og op i bjergene til Kusatsu, hvor der er varme kilder, man kan bade i, og det kan han nok bedre klare.

De var først ude ved byens største tempel, hvor zenmunkene boede. Der rensede de deres hænder i helligt vand, før de gik på...