Rejselyst (eBook)

Drømmen

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft drømmen. Drømmen om det fremmede og eksotiske. De mægtige Himalaya Bjerge, små arabiske handelsbyer, Borneos jungle, savannen i Østafrika, Amazonflodens rige dyreliv, Inkariget, Saharas golde ørken og Pampa-sletten i Argentina. Knap så spændende må det have været for mine forældre, der gang på gang måtte lægge ører til mine beretninger om kommende ekspeditioner. Ekspeditioner, der nøje var planlagt med kuglepen i mine forældres utallige atlas fra Gyldendal.

Ekspeditionerne havde jeg tidligere været på. Jeg havde utallige gange vandret op og ned ad Himalayabjergene og sejlet i kano op ad Amazonas snoede bifloder. Det foregik som regel liggende på min bløde seng fra Ikea med lukkede øjne til tonerne af Kitaros ”Silk Road Theme”. Pludselig kunne idyllen blive ødelagt, ved at min far bankede på væggen for at gøre opmærksom på, at det ved midnat var på tide at tage høretelefoner på. Et sådan indslag var altid yderst ubelejligt for ikke at sige decideret livstruende. Jeg var jo netop på vej op ad Mt. Everest med en stor ekspedition af sherpaer og yakokser, hvor selv den mindste uopmærksomhed på de stejle bjergvægge kunne få katastrofale og fatale følger!

En dagdrømmer har jeg altid været. Der er sikkert adskillige timers god undervisning fra både dygtige og engagerede lærere, der for mit vedkommende er gået tabt. Især hvis jeg aftenen forinden havde lavet en ny rute Jorden rundt i et af mine forældres overstregede atlas. Så kunne det være svært at vente på, at skoleklokken skulle ringe ud for den dag, så jeg kunne komme på biblioteket og låne en stak bøger om nye lande, som skulle udforskes. I de tidlige teenageår var det altid sejlruter rundt om Jorden, som jeg skrev ned i mine forældres atlas eller blot arkiverede i mine tanker, hvis der ikke længere var plads på de overskrevne atlas. Med tiden blev jeg ganske habil ikke kun i hovedstæderne, men også i landenes beliggenhed på bredde- og længdegrader. Ved at lukke øjnene kunne jeg snildt danne mig et detaljeret og fuldendt billede af verdenskortet.

Den evne nød jeg godt af, når jeg lå på min seng og planlagde fremtidige ekspeditioner. Ekspeditioner jeg ikke et øjeblik tvivlede på ville blive til virkelighed. Det var kun et spørgsmål om tid. Det skulle bare ikke være jordomsejlinger, fandt jeg ud af. Jeg kunne da godt se det fascinerende ved at sejle Jorden rundt og krydse de store verdenshave. Men det var ikke verdenshavene, der som sådan trak i mig. Det var derimod kultur, dagligliv, flora og fauna i alle verdens afkroge, der trak i mig og lå til grund for alle mine drømme. Jeg ville jo netop ud og trekke gennem dampende jungle på vej til fjerntliggende og ufremkommelige indianerlandsbyer, bo i langhuse med hidtil ukendte indianerstammer, bestige de højeste bjergtinder, sejle ad tætte og snoede bifloder, køre med firhjulstræk gennem uendelige og golde ørkener, eller tage turen på kamelryg – for den sags skyld! Altid i søgen efter nye eventyr.

Ved rejser og ekspeditioner over land, bliver man modsat ved sejlads nødt til at sætte sig ind i landets sprog, kultur og levevis, da man hele tiden selv er en del af den. Man lægger jo ikke blot til anker for et par dage som ved en Jordomsejling for bare at opleve havnebyen og det nærmeste område. Man er i mine øjne for afhængig af et sejlskib, som man sjældent forlader mere end få dage af gangen. For mig er essensen af at rejse rundt jo netop det, at man har friheden. Friheden til at tage dertil hvor man har lyst og kunne blive der, så længe man har lyst uden at skulle tænke på, om skibet nu også ligger oven vande.

Dertil skal jeg dog sige, at jeg elsker havet og har det bedst i dets nærhed. Jeg lever livet fuldt ud, når jeg ligger på tyve meters dybde med iltflasker på ryggen iblandt farverige koraller og sjove tropefisk. Med den erkendelse blev rejseformen på et øjeblik ændret fra rejser til havs til rejser over land. Det havde jeg det rigtigt godt med, for nu kunne jeg nemmere planlægge mine rejser, uden at jeg skulle være afhængig af mit sejlskib, der lå og ventede i diverse havne verden over. Nu kunne jeg for alvor lægge planer om mine fremtidige rejser og ekspeditioner til afkroge af verden, hvortil man kun kommer over land.

Men mine forældres atlas kunne ikke længere holde til mere. Hver en kyst rundt om de forskellige verdensdele var markeret med en fed tusch. Intet skulle jo overses på mine ruter verden over. Kortet over Amazon-floden i Sydamerika var ikke længere grønt, der jo som bekendt er den farve, man normalt markerer tropiske regnskove med i diverse atlas. I stedet var det blevet til en underlig blanding af blå og rød, som skulle illustrere to forskellige sejlruter. Under tuschen kunne man dog stadigvæk svagt ane, at der stod Amazonfloden og Rio Negro. De eneste sider i mine forældres atlas der var helt fri for mine ruter med tusch, var siderne over Europa.

Jeg kunne ikke længere overbevise mine forældre om, at de endnu en gang burde anskaffe sig et nyt atlas. Det betød, at jeg nu måtte på biblioteket og tage kopier af diverse atlas til mine nye ruter over land. Specielt et atlas husker jeg tydeligt. Det var et stort flot engelsk atlas – The Times Atlas of the World. Det var for flot til, at man måtte låne det med hjem og for stort til, at det kunne ligge på kopimaskinen, men perfekt til at drømme sig væk i. Timevis kunne jeg sidde der alene i et stille afsides hjørne af biblioteket fordybet i det flotte atlas og drømme mig ned til regnskoven i det centrale Afrika. Midt under regndansen med en stamme fredelige pygmæer der blot går mig til navlen, lyder det pludselig over højtaleranlægget: – Biblioteket lukker om ti minutter! Alle bedes venligst gå mod udgangen! Med et var jeg tilbage i læseafdelingen på Espergærde bibliotek.

Skolen var ikke altid lige interessant, men jeg holdt da meget af, når vi havde dansk stil for. Især hvis emnet var frit, for så var der for mit vedkommende ingen tvivl, – endnu en gang skulle det handle om Maldiverne. Interessen for Maldiverne fik jeg lang tid før, det blev en turistdestination. Det var gennem onkel Jørgen. Jørgen var ikke min onkel, men derimod en nær ven af mine forældre, som min søster og jeg af uransagelige årsager kaldte onkel. Han var dykkerfotograf og havde i slut 60érne og start 70érne optaget dykkerfilm fra forskellige eksotiske steder i verdenen, heriblandt Maldiverne.

Jeg husker mine barndomsår, når onkel Jørgen kom på besøg. Alt lyset i stuen hos mine forældre blev slukket, gardinerne trukket for, og en filmspole blev smækket på smalfilmsapparatet. Med et var jeg i en anden verden. Onkel Jørgen lovede mig, at når jeg en dag blev femten år, måtte jeg tage med ham ud i verden og dykke. Hvorhen var ligegyldigt, tænkte jeg. Jeg ville bare ud og opleve verden med onkel Jørgen.

Efter at have set hans smalfilm fra Maldiverne var min interesse for ikke bare at rejse, men også at dykke nu for alvor vakt til live. Nærliggende var det, at havbiologen Jacques Cousteau skulle blive et af mine helt store idoler. Hans dykkerfilm fulgte jeg altid på vores gamle fjernsyn i sort og hvid med meget stor interesse. Ja, der var gange, hvor jeg selv var med Jacques Cousteau i dybderne –i mine drømme naturligvis, men det var næsten lige så godt.

Jo, jeg tilbragte mange hyggelige timer foran fjernsynet dybt begravet i sofaen, når Jacques Cousteau var på nye eventyr med skibet Calypso. Hans film var absolutte højdepunkter. Dog nåede de efter min bedste overbevisning aldrig helt samme niveau som onkel Jørgens smalfilm fra Maldiverne, Fiji, Fransk Polynesien, Caribien og andre fantastiske dykkerdestinationer. Men onkel Jørgens film var jo også til at tage og føle på. De var tættere på virkeligheden. Han var mit levende eksempel på, at det kunne lade sig gøre selv at komme ud og opleve verden. Ud og dykke blandt alverdens koralrev, opleve fremmede kulturer og møde nye mennesker. Det måtte være det, der var meningen med livet.

Jeg glædede mig ubeskriveligt til den dag, jeg skulle fylde femten år. Set med mine øjne, var det dagen, hvor livet for alvor skulle begynde. Dagen hvor jeg for første gang skulle ud og opleve verden sammen med onkel Jørgen. Skæbnen ville dog, at onkel Jørgen døde blot få måneder før jeg fyldte femten år. Jørgen døde i Danmark grundet et svagt helbred. Det svage helbred var en følge af en operation i Sydøstasien nogle måneder tidligere. Han havde fået en kraftig infektion i det ene ben efter at have trådt på et giftigt insekt på en af sine utallige dykkerrejser. Mere eksotisk kunne det næsten ikke blive.

Dengang var jeg ikke klar over, hvor meget Jørgen skulle komme til at betyde for mit fremtidige rejseliv. Men den dag i dag er jeg ikke...