Du er heldig, at du har paryk, mormor (eBook)

Dagbog
2018

Tirsdag d. 17. juli 2018

Den værste dag i mit liv. Jeg var taget til lægen, da jeg i et par uger havde haft ondt i mit underliv, og det strammede, når jeg skulle tisse. Jeg troede, min blære var faldet ned; da jeg for 16 år siden fik syet min blære op, og dengang fortalte en læge mig, at den muligvis kunne falde ned igen efter 10 år. Men denne gang var det anderledes! Lægen fandt noget i mit underliv, som ikke skulle være der. Det var forfærdeligt! Straks så jeg døden i øjnene.

Jeg gik derfra med en seddel, hvor der stod, at jeg skulle møde op på gynækologisk afdeling G 76 på Roskilde Sygehus (Sjællands Universitetshospital) kl. 9.00 den efterfølgende morgen. Jeg havde fået en akuttid, så det var nok meget alvorligt. Jeg sad lang tid ude i bilen og græd, inden jeg kunne tage mig sammen til at køre hjem. Jeg havde mange tanker: Kommer vi på ferie om fire uger? Hvad hvis jeg har kræft? Skal jeg så dø? Det er alt for tidligt! Min mor var kun 49 år, da hun døde af kræft. Det er jo også 39 år siden, og dengang var lægerne ikke så dygtige, som de er i dag. Jeg er ikke klar til at forlade verden nu, men det var min mor jo nok heller ikke dengang.

Jeg fik taget mig sammen til at ringe til mit arbejde, for at sige at jeg ikke kom tilbage, jeg skulle have været tilbage og lukke vuggestuen. Det blev en lang aften og en urolig nat, jeg havde ret ondt i maven, fordi lægen havde rodet så meget med mig.

Onsdag d. 18. juli 2018

Så blev det endelig næste dag kl. 9. Vi blev vist ind i et venteværelse på afdelingen. Jeg var forberedt på ventetid, da jeg var kommet akut, men det var ikke så slemt. Jeg havde min mand Søren med, så vi var to om at høre dommen. Lægen, som undersøgte mig, var utrolig sød og behagelig – det var alle dem, jeg var i kontakt med.

Men noget var ikke, som det skulle være. Lægen havde svært ved at vurdere, om det var i livmoderen eller højre æggestok – et fremmedlegeme på 8 x 6 cm. Med den størrelse måtte det have været længe undervejs, tænkte jeg for mig selv. Nu blev jeg rigtig ked af det! Nu følte jeg, at der ikke var nogen vej udenom. Det var der, og det målte 8 x 6 cm.

”Hvorfor lige mig?”, tænkte jeg. Jeg er sund og rask, og jeg fejler ingenting, troede jeg. Jeg lever sundt og passer på min vægt og på mig selv. Jeg drikker saften af en halv citron hver morgen og har gjort det i to år. Jeg tager Vitae Pro, som er et kosttilskud til muskler og led, og jeg spiser ikke hvidt brød, junkfood m.m., men spiser bl.a. kun rigtigt smør og ingen blandingsprodukter. Sådan kunne jeg blive ved. Men det er jo ikke altid sådan, det er. Det ved jeg godt.

Så tænker jeg på mine børn; nu er jeg nødt til at fortælle dem det hurtigt, for vi kommer jo ikke på ferie på fredag som planlagt, og så kan de regne ud, at der er noget galt, og vores venner og sejlervenner, de vil hurtigt opdage, at båden ligger i havnen. Puha.

De andre prøver var fine; urinprøve, blodtryk osv. Lægen spurgte endda, om jeg spiste hormoner, da mine slimhinder var så fine, men det gør jeg ikke. Vi gik derfra med en seddel, hvorpå der stod, at jeg skulle møde på Køge Sygehus til en PET-/CT-scanning mandag d. 23. juli kl. 9.45. Der er lang tid til på mandag, når det er onsdag i dag. Derudover ville jeg først få svar på scanningen om fredagen. Hold da op!! Hvorfor skal det tage så lang tid? Det kan man da ikke byde folk! Den uge vil vare som flere år.

Jeg skal opereres lige meget hvad, uanset om fremmedlegemet er god – eller ondartet – væk skal det. Lægen sagde også, at de ud fra scanningen ville tage stilling til, om jeg skulle opereres i Roskilde eller Odense. Da vi gik derfra, skulle vi direkte ned til ”blodbanken” for at få taget blodprøver. Det var helt forkert at sende os derned efter den besked, som vi netop havde fået. Både Søren og jeg var i chok! De skulle have taget blodprøven på den afdeling, hvor vi var. Så var det hele gået mere stille og roligt. Da vi kom til blodbanken, sad der 100 mennesker og ventede på, at det blev deres tur. Det følte jeg i hvert fald, selvom der nok var omkring 50. Det var helt forvirrende, og jeg havde svært ved at overskue, hvad jeg skulle stille op. Søren havde det nok lige sådan. Jeg forsøgte at spørge ved skranken, men fik besked på at tage et nummer. Så jeg tog et nummer, satte mig ned og gav mig til at vente. Det var ubehageligt at sidde der. Jeg havde en følelse af, at alle kunne se, at jeg ikke havde det godt. Pludselig var vi forbi vores nummer, og jeg gik op til skranken. Damen sagde, at vi skulle tage et nyt nummer. Der var jeg tæt på at bryde sammen! Jeg fortalte hende, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt med den behandling, når man kort tid forinden havde fået en så forfærdelig besked og ikke var sig selv. Så kom jeg til og fik et nummer på det rum, hvor jeg skulle have taget blodprøven. Lidt efter blev blodprøven taget, og så kunne vi køre hjem.

De næste dage gik med at få det fortalt til mine børn. Det gik okay. Allesammen tog det heldigvis rigtig pænt. Heldigvis brød ingen sammen i gråd. Det ville have været forfærdeligt! Måske gjorde de det bagefter! Jeg udlagde det, som at det skulle nok gå, og at jeg nok skulle klare det. Det har jeg også tænkt mig – altså at klare det. Om fredagen tog jeg forbi arbejdet, hvor jeg snakkede med mine kolleger og ønskede dem en god ferie. Søren og jeg tog op i vores båd og var der hele weekenden; fra fredag eftermiddag til søndag aften. Vejret var fantastisk, og vi havde nogle dejlige timer, bl.a. med vores sejlervenner, som vi også fik fortalt det til, de troede jo, vi var på vej på ferie.

Mandag d. 23. juli 2018

Nu blev det endelig mandag, og jeg skulle scannes. Jeg mødte op på Køge Sygehus kl. 9.45. Jeg skulle have foretaget en PET-/CT-scanning, som er en kombineret undersøgelse med radioaktivt sporstof og røntgen. Scanningen viser celler med højt stofskifte og deres placering i kroppen. Jeg blev lagt på en briks og fik en nål i armen. Den skulle bl.a. bruges til at få kontrastvæske ind i kroppen. Først fik jeg noget ind fra en stor maskine, men det tog ikke så lang tid. Derefter skulle jeg hvile i en halv time. Sygeplejersken dæmpede lyset og gik ud, men lod døren stå lidt på klem. Efter den halve time var gået, skulle jeg op at sidde og drikke noget væske. Væsken skulle gøre det lettere at adskille sygt fra rask på scanningen. Det drejede sig om ca. én liter cremet, hvid væske, og jeg forestillede mig, at det smagte forfærdeligt. Det gjorde det ikke – det smagte lidt som frisk appelsinlimonade. Jeg havde 20 min. til at drikke det, hvilket var helt fint, og jeg fik drukket det hele. Bagefter blev jeg lagt på en briks. Den kunne køre ind i et stort rør, der var åbent i begge ender. Der var koldt pga. aircondition i rummet, så jeg blev pakket ind i et tæppe. Så lå jeg der med armene over hovedet i ca. en halv time, mens jeg kørte frem og tilbage indimellem – alt imens maskinen omkring mig foretog scanningen. Lige da jeg kom ind i røret, fik jeg noget kontrastvæske ind i mig. Det føltes rigtig varmt i mit underliv, og så gik varmen opad, til følelsen kort efter var helt væk. Resten af dagen gik fint, men min mave rumlede en del. Hvad scanningen viste, ville vi få besked på om fredagen – puha, det er lang tid at vente.

Vi blev enige om at sejle over til vores svenske venner, som bor i bugten bag Kullen. Så kunne vi bruge et par dage dér og få tiden til at gå med noget rart. Vi ankom tirsdag lige over middag og sejlede hjem igen torsdag morgen. Vi havde det skønneste vejr med over 30 grader. En af dagene sejlede vi i kajak ned langs kysten. Her gjorde vi holdt et sted, hvor vi spiste vores medbragte mad og badede, inden vi igen roede tilbage. Vi var på vandet i omkring 4 timer; det var skønt. Jeg har længe haft et ønske om at sejle i kajak, så det var heldigt, at muligheden var der lige nu. Så kan jeg krydse det af på min to do-liste. At være i Sverige og have det hyggeligt med vores gode venner gjorde, at min sygdom kom lidt på afstand.

Fredag d. 27. juli 2018

Så blev det endelig fredag morgen, og vi skulle have svar på scanningen. Vi skulle være der kl. 9.00. Det var næsten ikke til at holde ud. Det var som at skulle have dommen, skal jeg dø eller? Jeg vil ikke dø! Jeg har så meget at leve for, og nu skulle vi til at nyde tilværelsen, hvor jeg skulle på efterløn, og Søren skulle stoppe med at arbejde om præcis et år. Når det år var gået, skulle vi sejle på Europas vandveje i 6-7...