Stjernestøv i blodet (eBook)

Barndommen

Noget af det første, jeg tydeligt husker, var da min bror og jeg spiste forbuden frugt.

Vores far havde lige sprøjtet æbler. De var så fine og rene, så jeg syntes, at vi skulle prøvesmage dem! De smagte ganske godt, selvom de ikke var helt modne.

En times tid efter blev vi begge syge på én gang, vi blev grønne i hovederne og kastede op! Min mor blev helt ude af flippen; doktor Olsen kom ilende, kiggede over brillerne og spurgte os, hvad vi havde spist. "Kun lidt æbler!" svarede vi.

Han var dog ikke sen til at se en sammenhæng og spurgte min mor, om min far monstro have sprøjtet æbler?

Mor ringede til far på fabrikken, som ankom meget, meget hurtigt og viste doktoren sprøjtemiddel med etiket og det hele.

Vi fik derpå nogle indsprøjtninger og nogle blå piller, som vi skulle tage i en uges tid.

Dén som blev mest medtaget af æblesprøjtningen, var min far, selv om han ikke havde smagt på frugten.

Han ilede rastløst rundt og hev sig i hårtotterne; at han dog havde været så dum at sprøjte æblerne. Bare dog hans to drenge overlevede og blev raske igen.

Fra dén dag sprøjtede han aldrig æbler mere.

Allerede som lille var jeg fast inventar i en af mine farbrors lastbiler, når jeg havde fri fra skole. Jeg elskede at køre med og var et utal af gange i Københavns Frihavn og rundt i landet med alskens ting, blandt andet Bukh traktorer.

Jeg begyndte i skolen i april 1953 og kunne hurtigt se fordelen ved at kunne skrive og regne.

Jeg nåede at blive klassens tykke dreng! Rationeringerne efter 2. verdenskrig var slut, så min mor kunne købe alt den mad, hun ville til hendes drenge, min lillebror Henning og jeg. Vi skulle have noget at stå imod med, så vi kunne klare alt det polio og tuberkulose, der var!

Skolelægen, doktor Bremholm satte en stopper for det. Jeg fik en skideballe og skulle sige til min mor, at hendes løsning ikke var god. Så efterfølgende stod dén på "vand og brød," til min vægt var reduceret.

Jeg var rigtig god, når jeg selv skal sige det, til at tegne og male.

I starten var det gode kreative lærere, som kunne inspirere os.

Men et helt år måtte vi slås med en stivsindet lærer med knækflip og lorgnetter. Vi skulle lave mønstre, korrekt og præcist med en jævn, ensartet farvelægning. Uha! Uha! Men jeg lærte alligevel noget, jeg lærte at blande farver og farvelægge i nuancer.

Året efter fik vi en tegner og kunstner. Det blev en dejlig tid, og han blev sågar afløst af endnu en kunstner. Det var pragtfuldt!

Jeg havde glædet mig rigtig meget til, at vi skulle have sløjd, for min bror Henning og jeg havde fremstillet mangt og meget i min fars kælderværksted. Men jeg skulle ikke have glædet mig, for vi fik en stramtandet lærer med et intetsigende blik. Vi skulle nærmest save i takt. Ingen inspiration, ingen idéer. Jeg fik skideballe, fordi jeg fejede forkert og skideballe, mens han forbandt min finger. Jeg ville justere høvlen og skar mig på den, det havde jeg aldrig gjort derhjemme, men jeg havde svært ved at koncentrere mig med ham hængende over hovedet!

Jeg blev udelukket fra sløjd, indtil min finger var kommet sig. Men jeg stillede alligevel til sløjd næste gang igen. Han spurgte, hvordan det stod til med fingeren? "Fint, fint!" svarede jeg. Det var første og eneste gang, jeg så ham smile.

Vi havde ham også et års tid i fysik. Det lykkedes ham aldrig at jorde mig.

Han fik et kæmpe flip og anfald engang. Det var, da jeg havde min fars gamle fysik bog med, for at vise den frem. "Den har din far glemt at aflevere"! udbrød han som en arrig løve. Da jeg sagde det til min far, sagde han helt roligt: "Du kan sige til ham, at jeg fik lov til at beholde den, fordi der kom nye bøger." Jeg gad ikke gå videre med det, så jeg sagde det kun til mine kammerater, ikke til fysiklæreren.

Hvis jeg husker ret, blev han sygemeldt, så vi fik vores matematiklærer til både sløjd og fysisk i stedet for. Han var lidt af en bulderbasse, men god nok.

Set i bakspejlet var de ikke håndværkere, de var skolelærere med et kursus i sløjd, det var det.

Allerede inden jeg havde haft el lære i skolen, vidste jeg meget om elektricitet gennem min morfars gamle bøger. Så i en tidlig alder fremstillede jeg en stødmaskine drevet af et lille 4,5 volt batteri.

Da jeg sagde til min kammerats mor, om hun ville prøve den, mente hun ikke, at det kunne være så slemt, så hun holdt fortroligt fast i elektroderne og fik nogle gevaldige stød.

Hun skreg: "Herut!" Til mig, så jeg forduftede i en fart.

Hjemme spurgte jeg min mor, om fru Andersen var en slags udlænding? Min mor spurgte, hvad hun havde sagt. Da jeg refererede det, anede hun uråd og spurgte, hvad jeg havde lavet? Jeg forklarede, at hun blot havde prøvet min stødmaskine og var blevet arrig! Det medførte et dask med karkluden!

Mor ringede til fru Andersen, som i mellemtiden var faldet til ro, så alt blev godt igen.

Jeg lavede også en håndrensecreme, Pootjø-creme, som fungerede. Min storesøster, der var gift med en lagerforvalter på et jernstøberi i Glostrup, aftog en del.

Allerede inden jeg kom i skole, så jeg i en sen nattetime efter at have været på toilettet en stor glinsende, hvid ildkugle passere på det nordlige himmelstrøg, da jeg kiggede ud af vinduet for at se på alle stjernerne.

Den hvide ildkugle gav et sug i maven på mig!

Det er også værd at vide, at denne hændelse og flere af de efterfølgende fandt sted, før russerne og amerikanerne sendte deres drabanter og satellitter op i himmelrummet omkring jorden.

Jeg blev lidt bange og kravlede op i sengen til min mor og far, i stedet for at lægge mig i min egen.

Min far skulle op allerede klokken 5 for at nå sit arbejde klokken 6, så det blev min mor, jeg fortalte om hændelsen. Hun kunne ikke forklare mig, hvad det var, men foreslog, at det kunne være en flyvemaskine? Jeg svarede hende, at i så fald måtte det have været en flyvemaskine i brand, men troede ikke selv på historien.

Senere samme år, så både min bror Henning og jeg ikke bare én af disse hvide ildkugler men to. Denne gang var det en aftenstund, hvor vi stod ude på vejen og drillede hinanden. Gadebelysningen var i 1952 yderst sparsom, hvilket gjorde, at fænomenerne på himlen var lette at observere.

Ildkuglerne kom fra nord og susede mod syd lige over vore hoveder, da vi kiggede ret op på dem, kunne vi se to mørke ringe i bunden af hver, selvom de virkede kugleformede.

Min mor påstod stadig, at det var flyvemaskiner. Min far, som sad og lyttede til vores ophidsede beretning, fortalte, at han havde observeret præcis det samme engang, han havde opholdt sig på et fyrskib, for at reparere motoren til generatoren, som forsynede fyrskibet med elektricitet, så han var ikke sikker på, at det var flyvemaskiner, vi havde set. Men hvad det var, vidste han ikke. Der var så meget mellem himmel og jord, som vi ikke havde kendskab til, forklarede han.

Allerede et halvt år efter, da jeg var på vej hjem fra købmanden efter mørkets frembrud, skete det samme igen. Denne gang var der dog kun én hvid ildkugle, som igen kom farende fra nord mod syd. Jeg kiggede op og nåede at se de to mørke ringe i bunden ligesom sidste gang.

Jeg krøb først sammen for derefter at rette mig op og spæne hjem, hvor min mor måtte stå for skud igen. Da min far kom hjem, måtte også han have historien. Han sagde endnu engang: "Ja, som jeg siger, er der meget mellem himmel og jord, vi ikke forstår!" Min mor var holdt op med at snakke om flyvemaskiner.

Min bror, som havde været ude at lege, var kommet ind og fortalte, at han også havde set lidt af den.

Det varede længe, inden jeg gik til købmanden for min mor efter mørkets frembrud.

Der var mange dengang, som lavede UFO-sjov, med falske fotografier og lys der blinkede osv. Da jeg blev lidt større, holdt jeg mig heller ikke tilbage.

Jeg vidste, at fru Hansen henne fra nummer 22 altid gik en aftentur ad Lerchenfeldvej mod nord, hvor der kun var huse på den ene side og mark på den anden.

Rygtet sagde, at hun spadserede sin aftentur i håb om, at nogle havde glemt at trække rullegardinet ned. Det var før fjernsynets tid.

Så en mørk aften, hvor det blæste, men himlen var klar, tog jeg min drage, der var påmonteret en lommelygte med hvidt lys, over på marken, sendte dragen til vejrs og gav line, så kun lommelygten med det hvide lys kunne ses i en bølgende bevægelse. Dragesnoren var tøjret godt i marken.

Jeg gemte mig derefter bag nogle buske i markskellet og afventede fru Hansen.

Hun så meget hurtigt lyset, som bølgede på nattehimlen og måbede,...